Fortsæt til indhold

Rørt og omtumlet Kateryna Svakha modtog Ungeprisen

Den ukrainske pige Kateryna Svakha på 17 somre modtog Ungeprisen ved torsdagens Award-show i Rønde Idrætscenter.

Kultur og byliv

Tre uhyre kompetente kandidater var nomineret til at modtage Ungeprisen ved Syddjurs Award 2023:

Vinder af Ungeprisen 2023, Kateryna Svakha, 17 år og fra Ukraine. Foto: Anne Steen, Impact.

Sangeren Kateryna Svakha, 17, Nimtofte, fodboldtræneren og rollemodellen for mange tøser, Mathilde Lykke Nielsen, 21, Ryomgård samt windsurferen på internationalt plan, Oscar Hedelund Buch, 16, Ugelbølle.

Det blev førstnævnte, der løb med palmerne.

Den ukrainske pige havde indledt Award-showet med en sang fra sit krigshærgede hjemland. En performance som på alle måder bjergtog samtlige i salen og fik alle til at rejse sig og klappe i respekt.

Det var derfor en rørt Kateryna Svakha, der skulle på scenen en gang mere for at modtage Ungeprisen og behørigt takke publikum og Danmark for den måde, som hun, hendes nærmeste og andre landsmænd er blevet modtaget hertillands.

Oscar Hedelund Buch. Foto: Anne Steen, Impact.
Mathilde Lykke Nielsen. Foto: Anne Steen, Impact.

Ny pris og dog

Ungeprisen er egentlig en ny pris, og dog. Der er ganske enkelt tale om, at de tidligere års Talentprisen og DEMOrådets pris er blevet slået sammen til en pris.

Det er PR Electronics A/S, DEMOrådet og Adresseavisen Syddjurs som står bag.

Prisen er en særlig påskønnelse til unge ildsjæle, der fortjener et skulderklap udover det sædvanlige, fordi de viser vejen for os andre.

For at komme i betragtning til Ungeprisen 2.3 lægges der vægt på, at den/de unge er initiativrig (-e) og nytænkende, har en positiv indstilling, der smitter af på andre og brænder for sin aktivitet hvad enten det er sport, teater, musik, kunst, iværksætteri, uddannelse, foreningsliv, som rollemodel.

Prisen er på 15.000 kroner.

Der var enighed hos PR Electronics A/S, DEMOrådet og Adresseavisen Syddjurs om at give samtlige tre talentfulde unge mennesker en økonomisk luns, således, at vinderen Kateryna Svakha modtager 9.000 kroner, mens der er 3.000 kroner til hver af Mathilde Lykke Nielsen og Oscar Hedelund Buch.