Fortsæt til indhold

Det er nu, du skal hjælpe: »Alle skal opleve julens magi. Både den at få, men også den at give«

Ryd op på børneværelset og sortér i tøj og legetøj. Fra 1. til 11. november kan du donere brugte, men godt legetøj og tøj til glæde for rumænske børn på børnehjem, hospitaler, børnehaver og skoler.

Kultur og byliv
gs
Igen i år opfordrer Sarah Høi, indehaver af Galleri Art Expo i Hørning, børnefamilierne i Skanderborg Kommune til at donere brugt, men godt legetøj, spil huer og vanter og skole og tegneartikler. Arkifvoto

Nu er det igen tid for, at børn fra hele Østjylland kigge hylderne igennem for legetøj, der ikke bruger mere og tager en snak med mor eller far om, hvordan andre børn kan leve deres liv uden at have adgang til eget værelse, it eller endda strøm.

Indsamlingen af julegaver til børn i Østeuropa gennem ’Børn hjælper Børn’ starter nu, og Julegavekonvojen er klar til igen at køre til Rumænien og sprede glæde blandt trængende børn.

»Vi fik her fra Galleri Art Expo, med hjælp fra hele det østjyske, indsamlet og pakket julegaver til 600 børn sidste år. Vores gaver blev sendt på en fælles konvoj med 10.000 gaver fra Danmark til det nordlige Rumænien, der grænser op mod Ukraine. Vores konvoj kører samme rute i år, og området har taget imod mange flygtninge fra Ukraine i år, så der er ekstra mange børn i Rumænien i år, der vil blive taknemmelig over at få en gave, pakket med hjertet, fra et barn i Danmark,« fortæller Sarah Høi fra Galleri Art Expo, der i flere år har været aktiv i indsamlingen sammen med med netværkene Tangent Danmark, Ladies Circle og Round Table.

»Vi er 14 danskere, der drager til Rumænien på konvojen i år for at uddele gaverne. Alle arbejder frivilligt og betaler selv alle omkostninger forbundet med arbejdet,« oplyser hun.

Formålet med julegavekonvojen er at dele julegaver ud til trængende børn i Østeuropa. Julegaverne gives til børn på børnehjem, hospitaler, børnehaver og skoler.

»Målet er at dele julegaver ud til så mange børn som muligt, så alle kan opleve julens magi. Både den at få, men også den at give,« understreger Sarah Høi.

»Derfor er det vigtigt, vi sammen får samlet en masse julegaver ind. Julegaverne består af skotøjsæsker, hvor vi samler alt, hvad vi kan stoppe i af legetøj, skriveredskaber, varme huer, aflagte fodboldstøvler. Vi pakker dem ind som gaver, og markerer dem i tre aldersgrupper: 3-6 år, 7-10 år og 11-15 år, og om det er til dreng eller pige,« fortæller Sarah Høi videre.

Indlevering af gaver kan ske til Galleri Art Expo fra 1. til 11. november i tidsrummet tirsdag til fredag klokken 11-17 og lørdage klokken 10-14.

Hvis man ønsker at være med til at gøre en forskel, men ikke i form af julegaver, modtager Julegave-konvojen med kys-hånd pengedonationer, som vi bruger på transporten af gaverne, vejafgifter og logistikken omkring uddeling af gaverne. Pengedonationer kan sendes på mobilepay 202431.

Det kan du give:

Julegaven kan indeholde:

• Legetøj, terninge- og kortspil, yoyo’er, klistermærker, bamser, legetøjsbiler, tennisbolde osv.

• Børnetøj, huer, vanter, sportstøj, udklædningstøj osv. Det må være både nyt og brugt, men skal være pænt og velholdt og gerne vasket inden aflevering.

• Tandbørster, tandpasta, vaskeklude, hårbørster, hårelastikker, smykker, tørklæder og lignende.

• Male- og tegneredskaber, malebøger, skoleartikler, penalhuse og reflekser osv.

• Slik, slikkepinde, bolcher mv.

• Også gerne firmalogo-ting som tshirts, drikkedunke, tasker, kuglepenne er kærkomne.

Det må du ikke give:

Julegaven må ikke indeholde:

• Elektrisk legetøj/batterier – børnene har ikke adgang til batterier.

• Dansksprogede bøger og det skal kunne pakkes i en støvleæske… vi kan desværre ikke tage imod kæmpe bamser og dukkevogne og store sørøverskibe fra PlayMobil. Vores største udgift og flaskehals er lastbilerne, vi kører afsted i: Lastbilerne bliver pakket til randen og vi vil gerne have flest mulige gaver med, så flest mulige børn får en gave.

Gaverne bringer stor lykke blandt de trængende børn. Privatfoto
Store pakkedag i Galleri Art Expo sidste år. Det er håbet, at mange også i år vil støtte indsamlingen ved at donere legetøj og tøj til de trængte børn i Østeuropa. Privatfoto