Fortsæt til indhold

Sexologen: Sådan gør du det selv

Så er der nyt fra sexologen.

Kultur og byliv
Rikke BennekouSexolog, socialpædagog og forfatter

Jeg tror, vi er mange, som kan blive forundret, når vi kigger rundt og pludselig opdager, at så er den og den gået fra hinanden, og inden man helt når at forholde sig til det, fletter de implicerede fingre med en ny.

Det hele selvfølgelig veldokumenteret på Facebook under rubrikken ”forhold”, for exen og resten af byen skal da vide, at man er lykkelig videre.

Også selv om det nylige brud gør pænt nas og flår i hjertet. Jo, man skal virkelig være hurtig, hvis man skal nå at følge med.

Giv dig tid

Som sexolog og med en pæn portion viden inden for personlig udvikling og parforhold, er hastværk noget, der kan få mig til at tage mig selv til hovedet.

Lad nu for guds skyld vær og giv dig i stedet selv denne enestående chance for at stoppe op, sænk farten, gear ned, tag en kold øl og mærk efter. Ikke bare de første uger og måneder, men i laaaang tid.

Men for nogle mærkes det at blive alene virkelig intimiderende og angstprovokerende, og nogle vil give deres højre arm eller ligefrem forære deres firbenede væk, hvis den er i vejen for at få tid til at kaste sig i armene på den første og bedste for på den måde at undgå at føle sig alene og som en fiasko.

Lær at stå i dit eget lys

Men hvad mon der vil ske, hvis man vitterligt gav sig tiden til at lære at nyde tiden med sig selv og stå i sit eget lys og finde den indre ro i bare at være dig.

At give sig tid til de mennesker, der allerede er i ens liv. Ens børn, hvis man har nogle, ens forældre, søskende og venner. Sammen med dem behøver man ikke at føle sig alene.

Selv kan jeg huske, jeg først og fremmest helligede mig mine børn. Det var der ikke noget nyt i, for de har altid været min vigtigste prioritet, og de havde brug for mig, lige som alle andre børn har brug for deres forældre.

Derudover gav jeg mig også tid til flere jævnaldrende kvinder, der allerede var i mit liv, men som jeg ikke havde dyrket på den måde indtil da. Det var også i den periode, hvor jeg var alene, at jeg startede på uddannelsen som sexolog.

Hvem er jeg?

Når jeg kigger tilbage, var det en ekstrem vigtig tid for mig og en vigtig rejse i at udvikle mig og finde mig selv. Jeg vidste, hvem jeg var som mor, men hvem var jeg udover det?

Det brugte jeg lang tid på at fundere over, og jeg kan huske, der var en klog kone, som fortalte mig, at jeg kun kunne modnes og udvikle mig alene. Hvis jeg med det samme havde været søgende efter en ny partner, så var jeg gået glip af den personlige rejse, som efterlod mig stærk og med en dybere indsigt på mig selv som menneske og på livet end tidligere, og jeg ville ikke have haft den tid alene med mine børn, som bærer på så mange gode stunder og en ro og et nærvær, de som børn havde og har brug for.

Hastværk er lastværk

Det betyder langt fra, at livet skal gå i stå, når nu man har genvundet sin frihed, men er der børn involveret, bliver man først og fremmest nødt til at passe på dem.

Det er man som forældre de eneste til, og så skal der nok komme en dag, hvor de er klar til at dele dig med én. Haster du ind i et nyt forhold, fordi du ikke magter at være alene, så er sandsynligheden for at lykkes i et nyt forhold meget lille. Alene af den grund at det ikke er baseret på forelskelse og kærlighed, men på følelsen af frygt.

Frygten for at være alene. Omfavn i stedet følelsen og vær nysgerrig på, hvad der sker i dig og lær at være alene. Kun da vil du m.fl. være klar til et nyt forhold.