Indsat bad om sexologens hjælp til at dykke ned i mørket
For ikke så lang tid siden deltog jeg i et forløb om traumearbejde. Det var på én gang lige så utrolig givende, som det var smertefuldt, for det skærer i mit hjerte at se og høre børn og unge, der lever med en smertefuld historie.
Den kvindelige psykolog fortalte bl.a. om kvindelige klienter, hun havde haft i traumebehandling og som havde været udsat for seksuelle krænkelser og overgreb. I den forbindelse hentydede hun til, at hun selv ville have meget svært ved at arbejde med dem, der var i stand til at begå disse overgreb. Det er jo i og for sig forståeligt nok.
Skal man som terapeaut hjælpe alle?
Jeg husker, vi talte om det samme, da jeg læste til sexolog. Der var mange, der ikke kunne se sig selv have klienter, der havde begået seksuelle overgreb og som fx var pædofile. Modsat mine medstuderende havde jeg det udgangspunkt, at jeg godt ville være i stand til at gå ind i det med tanke på, at en måde at beskytte børn og unge mod seksualforbrydelser på netop vil være ved at forsøge at hjælpe dem, der begår dem, og at seksuelle krænkere også bærer en historie med sig, hvis vi giver os tid til at se bag om adfærden – og netop dét er en stor del af mit sexologiske og socialpædagogiske arbejde.
Bag de forbrydelser, som krænkere begår, gemmer der sig et menneske, som bærer mørket med sig, og det er i mørket, at årsagsforklaringer skal findes. Findes årsagen kan vi begynde at arbejde med at ændre et mønster og gå andre og nye veje uden behovet for at seksualisere barndomstraumer ved at krænke og forbryde sig mod andre. Men særligt som krænker kræver det mod at række ud i håbet om, at der er én, der vil lytte og hjælpe.
Et brev om hjælp
Umiddelbart var det en helt almindelig morgen. Det var i hvertfald dét, jeg stod op og troede. Efter at alle andre end mig havde forladt hjemmet, tog jeg et kig i postkassen, hvilket bestemt ikke sker hver dag, for der ligger sjældent noget af nævneværdig karakter. Men det gjorde der så i dag; oven på en bunke reklamer lå der en kuvert adresseret til mig med en blå håndskrift. Navnet på afsenderen stod bagpå, men det var ikke lige et navn, der sagde mig noget. Indeni lå to håndskrevne A4 sider fra en yngre mand. Han gav sig med det samme til kende, og selv om navnet bag på kuverten ikke sagde mig noget, så genkendte jeg det navn, han skrev, at medierne havde givet ham. En mand, som ved lov og ret er blevet spærret inde til forvaring på ubestemt tid.
Bogen, der gjorde en forskel
Efter indtil videre at have siddet 2,5 år i fængsel rækker han nu til mig. Af alle hvorfor så lige mig? Det viste sig at have sine helt naturlige årsager midt i alt det unaturlige; han havde læst min første bog, jeg skrev tilbage i 2016. Om sex- og kærlighedsafhængighed - også kaldet dysfunktionel seksualitet.
Nå, men han havde læst min bog adskillige gange og kunne genkende sig selv og ønskede nu at dykke ned i sit eget mørke med min hjælp.
Jeg blev glad for hans henvendelse og allermest blev jeg glad for, at han havde læst min bog og følt, at det lige så godt kunne være ham, jeg havde skrevet om, og jeg blev glad fordi, jeg har skrevet mine bøger i håbet om at kunne gøre en forskel for andre - og særligt med min bog om sex- og kærlighedsafhængighed.
Så midt i alt det unaturlige satte jeg mig til at skrive et brev retur til ham. Jeg vidste, han ventede med et håb om, at jeg vil kunne hjælpe ham. Det håber jeg også. Så han slipper fri af sit eget mørke.