Fortsæt til indhold

Julen er traditionernes tid - også på Mellem Jyder

For 16. gang i år har Restaurant Mellem Jyder i Ebeltoft lagt hjerterum til indsamlingsmiddag til fordel for kirkens julehjælp

Kultur og byliv

»Vi plejer at sige, at der er plads til 50, men igen i år kom vi op på over 80.«

Sådan siger Peter Kjærgaard, som sammen med sin hustru Christina ejer restaurant Mellem Jyder på Juulsbakke i Ebeltoft. For 16 år siden startede de sammen med kirken en indsamlingstradition, som trækker fulde huse og ganske hurtigt bliver udsolgt hvert år.

»Vi syntes lige som, vi skulle gøre et eller andet, og i stedet for at samle ind til stor organisation, så valgte vi noget lokalt, nemlig kirkens julehjælp, for det er noget, der gør en helt konkret forskel for nogle mennesker.«

»Det er blevet en fast juletradition for mange af vores gæster at komme til middagen, så mange er de samme år efter år,« fortæller Peter Kjærgaard

Konceptet er, at man betaler for en middag, i år 500 kroner pr. kuvert, og hele beløbet går ubeskåret går til Ebeltoft Dråby Handrup kirkesogns julehjælp. Kvickly donerer vin og Flyvefisken fisk. I år blev det til en donation på 42.500 kroner.

Sognepræst Heidi Bisgaard er taknemmelig.

»Med den her donation får vi råd til at give de trængende en ordentlig gave, som gør en reel forskel i en svær tid. Jeg tror det er kendetegnende for Ebeltoft, at det kan lade sig gøre her. At der er så godt et sammenhold og så stor tilslutning til et arrangement som det her. Det er noget helt særligt, og det, at Mellem Jyder holder fast i traditionen, er meget prisværdigt.«

Også Lions har bidraget med 10.000 kroner, og det betyder, at de, der har søgt julehjælp i år, kommer til at få både en julepakke med varer, gavekort til børn under 18 år til enten Sportigan eller Legekæden og endelig også et gavekort, man selv kan handle for.

Hvert år uddeler kirken hjælp på flere måder. Pengene indsamles af donationer som ovenstående, men også via kirkebøsserne ved hver gudstjeneste. Der gives for eksempel også hjælp i konfirmationstiden, men julen er klart den tid, hvor flest får glæde af kirkens hjælp.

Næste år kan familien Kjærgaard fejre 20 års jubilæum som ejere af Mellem Jyder. Foto Anne Frank Henriksen

Hele familien løfter

Restaurant Mellem Jyder er indrettet i en af de ældste ejendomme i Ebeltoft og kan skrive historie helt tilbage til 1610. Ejendommen blev oprindelig opført til landbrug, men har i årenes løb huset så forskellige hverv som skole, toldbod og postkontor.

Da redaktør Sven Hansen i 1959 opdagede det smukke bindingsværkshus, var det i en sørgelig stand. Det skyldes for en stor del hans indsats, at kroen i dag fremstår restaureret ned til mindste detalje og som gennem sin indretning, sine møbler og billeder fortæller historien om svundne tider og livsvilkår.

I et af vinduerne hænger seks julekagehjerter med navnene Peter, Christina, Karla, Marie, Jens og Asker. Det er det seksbladede Kjærgaard-kløver, som alle har andel i restuarantens hverdag. For det er en familieindsats, der ligger bag arbejdet med at drive stedet.

»Alle hjælper til, og det er nogle flittige børn vi har - heldigvis,« siger far Peter med et grin.

Næste år har Christina og Peter Kjærgaard 20-års jubilæum som ejere af Mellem Jyder, og selvfølgelig fortsætter traditionen med indsamlingsmiddag til fordel for kirkens julehjælp.