Willy Jepsen har levet et aktivt liv helt tæt på verdenshistorien

27 A5-sider – heraf masser af dem med billeder. Mere fylder selvbiografien ’Mit Aktive Liv’ af 85-årige Willy Jepsen fra Ebeltoft ikke.

Om det er militærbaggrunden eller den jævnt jyske opdragelse i først Aarhus og senere København tæt vævet sammen med Otto Mønsteds margarinefabrik, der har gjort Willy Jepsen til en beskeden mand, er ikke til at sige. Men sådan fremstår han.

»Der var snak om, om jeg ikke skulle lave den længere. Men jeg tænkte, det her var fint. Det kunne også blive for meget. Der er en helt masse ting, jeg er kommet i tanke om, undervejs jeg har skrevet på bogen, og det har været en sjov proces,« siger han.

Sproget er direkte og logisk, fristes man til at sige, uden metaforiske svinkeærinder. Men kun et enkelt besøg i hjemmet i Ebeltoft skal der til for at opdage, at Willy Jepsen har en fascinerende fortid, han heldigvis har indvilget i at dele ud af.

Kontoret er beklædt med medaljer, udmærkelser, avisudklip og minder om især tjenesten i Flyvevåbnet og som helikopter-pilot i danske redningseskadriller.

I forbindelse med sin 85-års fødselsdag havde Willy Jepsen inviteret venner fra nær og fjern til reception for sig selv og bogen. Det blev en »virkelig god dag«, som selvsagt foregik hos Ebeltoft Marineforening, en forening, han selv er og har været aldeles aktiv i, og som også blev betænkt med alt overskuddet fra baren på dagen.

Margarine og modstandsmænd

Willy Jepsen kom til verden i 1938 i Aarhus, søn af Edith og Ragnvald Wallentin Jepsen, og han voksede op i Vestergade 5 med sin håndværkerfar og hjemmegående mor samt en 12 år ældre storebror.

Willy har stadig regningen fra fødeafdelingen hængende. 66 kroner han har fået at høre for flere gange. Men i barndomshjemmet manglede der aldrig noget, fortæller Willy Jepsen.

»Jeg havde en perfekt opvækst. En god barndom og en storebror, der passede på mig,« husker han.

Faderen arbejdede hos Otto Mønsteds margarinefabrik, der også lå i Vestergade. Familieforetagendet fristes man til at skrive, for familien er tæt forbundet med den. Oldemoren var laborant på fabrikken i England, hans onkel var kærnemester, og virksomheden ejede bygningen, han voksede op i.

Under krigen var Ragnvald Jepsen modstandsmand, og en del af arbejdet foregik også omkring Otto Mønsted-fabrikken. Her var faderens gruppe med til at opbevare nogle af de våben, der blev smidt i det østjyske til Hornslet- og Hvidstensgruppen.

Den anti-tyske stemning gennemsyrede barndomshjemmet.

»Jeg husker, at min far gav min storebror den helt store skideballe, da han fandt ud af, at min bror gik og uddelte det illegale blad ’Frit Danmark’. Den slags mente min far ikke, han var gammel nok til.«

Efter krigen rykkede familien til København, da faderen skulle hjælpe med opbygningen af en ny fabrik i København, og her begyndte Willy Jepsen i folke- og realskole – for en kortere bemærkning.

»Jeg var blevet tosset af de der københavnere,« fortæller han som begrundelse for, at han som 17-årig droppede ud af 2.g og gik, efter at have arbejdet lidt på fabrikken, ind i flyvevåbnet.

»Min far var ikke særlig begejstret for, jeg gik ud af gymnasiet og ind i Flyvevåbnet, men A.P. Møller havde sagt til ham: ’Hvis det er det, knægten vil, så lad ham gøre det.’ Min far lagde meget vægt på, at jeg skulle have en plan så – nogle mål at opnå. Det havde jeg, og dem har jeg nået,« siger Willy Jepsen.

Et stykke verdenshistorie

Willy Jepsen gik ind i Flyvevåbnet i 1957 og blev pilot med uddannelse på Avnø Flyverskole og Edmonton Air Base i Canada.

»Canada var et slaraffenland. Jeg mødte utrolig mange mennesker, og jeg lærte at drikke whisky med cola,« husker han.

Der var knap så strenge fysiske krav til piloter dengang, som der er til dem i dag – men der var dog lidt frasortering undervejs – og et sikkerhedstjek af hele familien. Willy Jepsen var i Canada et år og trænede F-86, T-33 og F-100. Til sidst fik han sine papirer og sit flyvernavn ’Jep’.

»Da jeg kom hjem, fik jeg ros af min far. Det havde jeg aldrig fået før,« siger han.

»Fra min far har jeg fået med, hvordan man opfører sig over for andre mennesker. Og det militære. Folk siger nogle gange, at jeg kan være for militær, for jeg kan godt sige tingene hårdt og ligeud.«

En dag i 1962 bliver Willy Jepsen kaldt på vingerne og beordret til Anholt. Han skal sammen med en makker ud og fotografere et mistænkeligt skib, som er blevet registreret i det danske farvand. Det russiske fragtskib M/S Krasnograd, der normalt sejlede med tømmer, men som Willy og hans makker fandt ud af, havde noget ganske andet ombord; soldater og militært udstyr, navnlig fire R-14 mellemdistancemissiler til fremføring af atomvåben. Og skibet var på vej til Cuba.

»Seks timer efter, vi havde fotograferet, vidste amerikanerne besked. Der skete meget i verden i den tid, men der er ikke mange, der nævner, at det var danskerne, der opdagede russernes fremstød med raketter,« siger Willy Jepsen.

Han blev – sammen med to andre piloter – tilkendt en medalje for indsatsen. Den såkaldte ’Kennedy Medalje’ blev dem overrakt ved en ceremoni hos USAs ambassadør i København. Selvom han har været meget tæt på et væsentligt stykke verdenshistorie, er det ikke noget, der gør noget særligt for Willy Jepsen.

»Det var dengang. Du kan ikke dvæle ved det. Men jeg tager gerne ud og holder foredrag om Cubakrisen, hvis folk spørger mig,« fortæller han.

»Rør ikke Jylland!«

Da der skulle skæres i flyvevåbnet i 1978, fik Willy Jepsen kniven. 23 års karriere i flyvevåbnet var fortid. Det var hans første pension, men ikke den sidste.

Han kom til OSRAM/Siemens i 1980 som lysingeniør blandt andet på grund af sin store erfaring og viden med bane- og lufthavnslys. Den første ordre fik Willy Jepsen sendt af sted til en tidligere flyverkollega, der drev Billund Lufthavn – derfra gik det stærkt, og han endte som afdelingsleder for Aarhus-afdelingen.

»Jeg skulle ud og sælge så meget som muligt. Vi havde fotobranchen, autobranchen, byggemarkeder og virksomheder. Vi havde slipsetvang i arbejdstiden, men i min bil havde jeg også en vindjakke og en læderjakke, så jeg kunne skifte, alt efter hvem jeg skulle ud til.«

Og succesen gjorde, at selvom han oplevede flere overordnede salgschefer komme og gå, så havde Willy Jepsens ord vægt.

»De fik alle den samme besked: ’I rører ikke Jylland!’ Jeg havde 65 procent af OSRAMs samlede salg fordelt på mine kunder i Jylland, og det var jeg stolt af,« fortæller han.

Men firmapolitikken bød ham at sige farvel og tak, da han fyldte 60. Så måtte han på pension nummer to, og det blev med masser af tid på golfbanen – både herhjemme og i udlandet. Lige indtil en dag, hvor telefonen ringede.

Willy Jepsen Foundation

Willy Jepsen, der dengang var 70 år, havde pludselig sin gamle salgschef Lars Frost i røret.

»Hvad laver du?« spurgte han.

»Jeg spiller golf,« svarede Willy Jepsen.

»Det har du slet ikke tid til. Du skal hjælpe mig med en virksomhed, jeg har købt i Shanghai, der producerer lyskilder og batterier,« lød det i røret.

Så Willy Jepsen tog med til Shanghai og arbejdede i ti år for virksomheden, der, efter Lars Frost havde afhændet den, blev døbt Shanghai RosaMiranda International Trade Co. Ltd. Han blev vicedirektør, og da han dermed havde ’frit ophold’ og en lejlighed i Shanghai, havde han ikke brug for sin løn, så han oprettede en medarbejderfond, ’The Willy Jepsen Foundation’.

Hans gage skulle i stedet bruges til gaver på mærkedage for de ansatte. Noget ret nyt for en virksomhed i Shanghai.

»Byens borgmester skulle godkende projektet. Da det så blev fejret ved en reception, sagde han: ’Det må være den nordiske måde at gøre tingene på’.«

I 2018 trak en 80-årig Willy Jepsen sig så tilbage igen efter ti år. Pension nummer tre blev den sidste – selvom de en gang imellem stadig ringer for at få hans input.

Hjertet som GPS

Willy Jepsen og hans nu afdøde hustru Vivi købte sommerhus i Ebeltoft i 1994, men da han forlod OSRAM/Siemens, flyttede de permanent til Ebeltoft efter 28 år i Hinnerup. Siden har Willy engageret sig meget i lokalsamfundet. Især gennem Marineforeningen og Slupkoret, men også som museumsvært på Fregatten. En hobby, benene dog ikke vil lade ham fortsætte med.

»Men den her fejler sgu ikke noget,« siger Willy Jepsen og peger på tindingen. Han fortsætter med at være aktiv, så længe han kan.

»Jeg sidder ikke særlig stille – og har aldrig gjort det. Så længe hjernen kan være med, og folk kan bruge mig til noget, bliver jeg ved med at være aktiv. Så længe, man ikke er ensom, og hovedet virker, skal man være glad, og det er jeg,« siger han.

Derfor har han også valgt at slutte sin bog med ordene: Følg dit hjerte – det er den bedste GPS, du har.

»Det har jeg selv gjort hele vejen igennem. Jeg er godt nok blevet opereret i hjertet, men det virker, og jeg har fulgt det hele livet,« siger Willy Jepsen.