Drømmer du om at blive skuespiller? Stor forestilling i Aarhus søger statister
Går du med en skuespiller i maven? Så får du muligheden for at udleve din drøm.
Selv om du ikke har stået på en scene før og hverken kan sige replikker, danse eller synge, er det muligt at komme på scenen sammen med Det Kongelige Teater foran op til 3.000 publikummer.
Frivillig-organisationen ReThinker søger frivillige til at være med i forestillingen Ragnarok, der spiller i juni. 28. november er der infomøde om stykket, der foregår på en kæmpestor scene i det fri ved Moesgaard Museum.
Det samme sted som forestillingerne Røde Orm, Kong Arthur og Hobbitterne blev opført med et stort antal frivillige.
Mytologi og magi i Ragnarok
Ragnarok er en forestilling om menneskekrigeren Liv, der dør i krig og kommer til Asgård. Her møder hun jætter og guder, og vi får genfortalt sagnene om den nordiske mytologi.
Liv forelsker sig og tager på en lang rejse blandt venner og fjender, men der er uro i gudernes land, og det hele ender i det rene Ragnarok.
På scenen gør statisterne scenografien levende, når de spænder lange elastikker ud på kryds og tværs, reflekterer lyset med mange spejle og går side om side med de kongelige skuespillere på scenen.
»Man har en væsentlig rolle som statist, fordi alle er afhængig af, at de står på præcis det rigtige sted, og at de løfter elastikken og retter spejlet sådan, så det harmonerer med de øvrige, og scenografien fungerer. Det er som et dominospil, hvor man ikke kan mangle en brik,« forklarer statist-koordinator Anne-Sofie Thomsen.
Scenen består blandt andet af et stort vandkar, og i det hele taget fylder vand meget i Ragnarok, så statisterne bliver tilbudt våddragter.
Prøver begynder 25. april, hvor skal man møde op nogle gange om ugen, og op til premieren bliver der prøver på daglig basis. Både der og i spilleperioden har man som regel fri søndag og mandag og spiller de øvrige fem dage i ugen.