Kommer med stor koncert-nyhed: Legendarisk rockband gæster Aarhus
Bandet kommer til at spille i Tivoli Friheden i sommeren 2024.
De amerikanske pop-rock-giganter fra Toto kommer 6. juli 2024 til Aarhus.
Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.
Helt præcist kommer bandet til at give en udendørs sommerkoncert i Tivoli Friheden.
Bandet, der har eksisteret i mere end 45 år, er nok bedst kendt for kæmpehits som ’Africa’, ’Hold The Line’, ’Stop Loving You’, ’Rosanna’ og ’Georgy Porgy’.
Det er ikke første gang, at Toto kommer til Aarhus - tilbage i 2019 besøgte de byen med en vellykket to timers koncert i en saunavarm Ceres Arena.
Og selvom velmagtsdagene nok primært hører til slut-70’erne og start-80’erne, så kan de trods alt alligevel mønstrer over 3,4 milliarder streams på Spotify. Alene hittet ’Africa’ nærmer sig i dag 1 milliard stream på Spotify.
Og ifølge super-guitarist og mangeårigt bandmedlem Steve Lukather, så stopper bandet ikke lige foreløbigt:
»Som langvarige medlemmer af bandet ønsker Joe og jeg at være på landevejen og fortsætte med at holde bandets oprindelige arv i live, og bringe musikken til vores fans på tværs af flere generationer. I 2023 var det virkelig en ydmyg oplevelse at optræde foran næsten en million fans. Og i 2024 vil vi optræde for endnu flere rundt omkring i verden. Jeg har brugt mere end fire og et halvt årti af mit liv på at pleje denne arv, samtidig med at jeg har gjort det muligt at få musikken til fortsat at leve ved livekoncerter,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Billetsalget starter fredag 15. december kl. 10 via livenation.dk og billetterne kommer til at koste 640 kroner.