Fortsæt til indhold

Fejl på spritny cykelsti tvinger Bente til at køre ude på vejen: »Det er jo ulovligt«

Dårlige op- og nedkørsler på cykelstien mellem Ebeltoft og Boeslum bliver nu rettet efter et møde mellem kommunens mobilitetschef og Bente Jespersen.

Samfund

»Vi kan ikke rette op på problemerne, hvis vi ikke ved, de er der, og derfor er det vigtigt, at folk fortæller os, når noget ikke virker.«

Sådan siger kommunens vejchef, Jens Peter Langballe Sørensen, da Lokalavisen inviterede ham og en kollega ud til et møde med Bente Jespersen. Og på trods af sne og slud og en bidende kold vind, så mødte de to op fra kommunen - klar til at høre, hvor de kunne hjælpe.

Selv om vintervejret bed, så var veje og fortove denne dag nogenlunde fri for sne, så Bente Jespersen kunne godt komme frem. Hun har en nervesygdom, som gør, at hun er nødt til at transportere sig selv på en elscooter. Hun bor langs med Boeslumvej, hvor en ny cykelsti blev indviet i april i år, og det er hun jo sådan set glad for. Men den har vist sig at være svær at komme op på og ned ad på en elscooter.

»Den der opkørsel er alt for stejl. Jeg vælter simpelthen, hvis jeg kører op ad den. Derfor kører jeg ud på vejen og venter med at køre op på cykelstien, til jeg kan.«

Problemet opstår igen længere henne på stien, hvor en nedkørsel også er så stejl, at hun ikke kan komme af cykelstien igen.

For at vise, hvor hun ikke kan komme op, tager hun de to fra kommunens mobilitetsafdeling med hen på hjørnet af Nørre Allé og cykelstien, men der går ikke lang tid, før hun kommer i problemer.

»Ej, jeg skulle jo ikke have været kørt herop. Nu kan jeg ikke komme ned igen. Jeg bliver nødt til at bakke og køre ud på vejen igen,« siger hun.

»Jeg kan godt se, det er lidt småstejlt, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger Jens Peter Langballe Sørensen.

»Ja, men I skal jo selvfølgelig vide, hvor problemerne er. Det kan jeg godt se. Ellers er det svært at gøre noget ved dem. Det er jo først, når man er ude i det, man mærker det,« siger Bente Jespersen.

Den strækning af den nye Boeslum-cykelsti der ligger i Ebeltoft giver udfordringer for BEnte Jespersen på elscooter og Mogens Gerstørm, som kører med anhængervogn på den strækning der ligger i Ebeltoft. Foto: Anne Frank Henriksen

Mødet er egentlig kommet i stand, efter Mogens Gerstrøm henvendte sig til avisen. Han bor også langs med Boeslumvej og bruger i øvrigt en del af sin pensionisttilværelse på at køre ud med aviser. Det bruger han en trækvogn til, som han sætter bag cyklen, og han har præcist de samme udfordringer som sin næsten-nabo Bente.

»Både Bente og jeg har prøvet at gøre kommunen opmærksom på problemerne, men der er ikke sket noget som helst. Det kan jo ikke være rigtigt, at jeg enten skal køre ud på vejen eller hen ad fortovet for at komme op på cykelstien. Det er jo ulovligt. Det er simpelthen noget rod, de har fået lavet, på det her stykke.«

Længere ud mod Boeslum er det fint, og der ses også op- og nedkørsler ved stikveje, som er meget fladere, end dem, der er anlagt inde i Ebeltoft by.

Mogens Gerstrøm har en formodning om, fordi netop den sidste strækning af cykelstien blev forsinket på grund af en transformatorstation, der skulle flyttes, at fejlene på cykelstien skyldes, at det er kommunens egne folk, der har lavet den, og ikke den entreprenør, som stod for resten af stien.

Det afviser Syddjurs Kommunes projektleder, Esfandyar Askari, der er den anden af de to medarbejdere, som er mødt op.

»Nej, vi har selv sørget for at få asfalten lagt, men op- og nedstigningerne var lavet i forvejen af entreprenøren.«

Projektleder Esfandyar Askari og mobilitetschef Jens Peter Langballe Sørensen, begge fra Syddjurs Kommune, nærstuderer tilkørslen til den nye Boeslum cykelsti. De kan godt se, den er for høj og vil lave ændringer for at forbedre den, udtalte de. Foto: Anne Frank Henriksen

Det hjælper at råbe op

En anden undren, Mogens Gerstrøm har haft, er manglende skiltning. Ved tilkørslen til cykelstien fra Nørre Allé har der nemlig ikke været et skilt, der angav, om det var fortov eller cykelsti, sådan som der er andre steder.

En uge før mødet med kommunen og Bente Jespersen kunne Lokalavisen konstatere, at der ikke var sådan et skilt og besluttede sig derfor for at ringe til Østjyllands Politi og undersøge Mogens Gerstrøms bekymring om, hvorvidt han ville kunne få en bøde eller ej, hvis han cyklede på stien uden at den var angivet som en cykelsti.

hvis der er noget, som opleves som udfordrende i trafikken, så retter vi det om muligt «

Det kunne Østjyllands Politi afvise, men undrede sig også over, at kommunen ikke havde sat et skilt op, som loven foreskriver.

Det spørgsmål rettede vi til Esfandyar Askari en lille uge før mødet, og vupti var der plantet et skilt i jorden, da de mødte op for at høre om Bente Jespersens problemer.

Det understreger Jens Peter Langballe Sørensen pointe, som han gentager:

»Hvis vi ved, hvor det er galt, så kan vi gøre noget ved det. Vi vil gerne det samme, som borgerne vil, og vi vil, at det skal være sikkert at færdes på vores veje. Vi er så samtidig også ansat til at fordele pengene fornuftigt, men når vi bliver opmærksomme på, at noget ikke er, som det skal være, så vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at få rettet op på det.«

Bente Jespersen fortæller ham, at der er flere steder i Ebeltoft, hvor det er svært at færdes på elscooter, og han opfordrer hende til at lave en liste, så de kan vurdere de enkelte steder.

Han forklarer også, at der i Syddjurs findes en app, ’Giv et praj’, som gør det nemt at melde til kommunen, hvis man oplever fejl eller mangler på kommunens arealer og veje.

Her ses en blød nedgang, som fungerer fint for både Mogens Gerstrøm og Bente Jespersen. Det er altså ikke på hele strækningen mellem Boeslum og Ebeltoft, at der er problemer. Foto: Anne Frank Henriksen

Mogens Gerstrøm undrer sig også over svinget fra Nørre Allés cykelsti til den nye. Overgangen mellem sti og fortov tvinger nemlig folk som ham og Bente Jespersen til enten at køre fem meter på fortovet, hvilket er ulovligt på cykel, eller lave et stort sving ud på kørebanen for at komme op på cykelstien. Mens Bente bakker, står mobilitetschefen med projektlederen og studerer netop det sted nøje.

»Den må vi have lavet om. Det, synes jeg, vi bliver nødt til,« siger Esfandyar Askari, og hans chef erklærer sig enig.

Jens Peter Langballe Sørensen vender sig mod Bente Jespersen og siger:

»Det korte og det lange er, at hvis der er noget, der opleves som udfordrende i trafikken, så retter vi det, hvis det er muligt.«

Der bliver sagt farvel, tak for i dag og på genhør, inden hun kører afsted ud mod Boeslum. På vejen.

Mogens Gerstrøm er glad for, at skiltet er kommet op, men han har ikke stor tiltro til, at de andre ændringer kommer til at ske.

»Det hjælper åbenbart, når pressen kommer på, og det ville godt nok være dejligt, hvis de kunne få det fikset, men jeg skal se det, før jeg tror det.«