Fortsæt til indhold

Guide: Museernes vilde vinterferie, forårssemester for magi og en samtale om sexarbejdere

Museer kalder på børn i vinterferien, Folkehuset Møllestien dufter af ramen, en parasitforsker holder foredrag, og der samtales om global sex på Store Torv. Aarhus er alsidig i denne uge.

Kultur og byliv

Ovartacis fodspor

I vinterferien kan man kombinere et besøg i Museum Ovartacis udstilling med en udfoldelse af egne evner. I museets Børn og Unge atelier kan man skabe sine egne Ovartaci-inspirerede figurer. Derudover kan man bidrage til et vævet fællestæppe med genbrugsstof. Store som små kunstnere er velkommen til at træde i Ovartacis fodspor til og med lørdag.

Tid: 14.-17. februar.

Sted: Olof Palmes Allé 11, Aarhus N.

Ovartacis navn betyder efter sigende 'Overtossen' og var et navn Louis Marcussen fik kendskab til under et længere ophold hos en indianerstamme i den argentinske jungle. Kunstneren betragtede sig selv som 'Overtossen' på det psykiatriske hospital i Risskov. Arkivfoto

Lær at lave ramen

Folkehuset Møllestien inviterer til et arrangement, hvor man kan lære at lave den japanske suppe ramen. En nudelsuppe baseret på en fond, som ofte serveres med nudler, æg og forskellige grøntsager. Det er både en smuk og lækker spise. I front for suppeaftenen står Hirse Christensen, der har drevet to spisesteder på nordvestkysten, og som har mange madundervisningsår på bagen.

Tid: 15. februar kl. 17.30.

Sted: Grønnegade 10, Aarhus C.

Signaler fra rummet

I vinterferien kan man gå på opdagelse i rummet og blive væk på Steno museets mælkevej. Hold øje med de signaler, satellitterne, der kredser omkring Jorden, sender, og bliv klogere på vejret, stjernerne og planterne i vores solsystem. Hjælp til, når signalerne brydes, og følg sporene, så forbindelsen igen kommer til at virke. Der er åbent hele vinterferien.

Tid: Til og med 18. februar.

Sted: C. F. Møllers Allé 2, Aarhus C.

Aros i vinterdagene

Der rykkes rundt på Aros, så der er plads til 16 stationer, hvor de besøgende kan tage hvide handsker på og være med til at designe en kunstudstilling. Det sker samtidig med, at Aros åbner en nu udstilling med reproduktioner af 50 forskellige værker fra museets egen samling. De 50 værker er af blandt andre Andy Warhol, Per Kirkeby og Olafur Eliasson. Udstillingen hedder ’Aros Samling: 1960 – nu’.

Tid: Til og med 18. februar.

Sted: Aros Allé 2, Aarhus C.

Sjæl

I 2020 var Pixar klar med filmen ’Soul’. En film, der gransker, hvorfor vi er, som vi er. Klassisk Pixar, der stiller spørgsmål til tilværelsen på en lun, underfundig måde. Selvom filmen har børn for øje, er humoren ofte så sofistikeret, at voksne snildt kan nyde samtlige minutter. Den oscarvindende animationsfilm er instrueret af manden bag ’Up’ og ’Inside Out’, Pete Docter, og den vises jævnligt i løbet af vinterferien.

Tid: Til og med 18. februar.

Sted: CinemaxX, M.P. Bruunsgade 25, Aarhus C.

Akademi for Magi

Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab har intet på Den Magiske Skole i Aarhus. Her kan unger mellem 9 og 15 år forfine deres magiske evner i en verden, hvor man skal kigge langt efter begrænsninger. Den Magiske Skole er et rollespil, der tager magi lige så seriøst, som matematiklæreren gør med 7-tabellen. Semesteret for magi er begyndt, men man kan stadig godt nå at blive indskrevet.

Tid: 20. februar kl. 17.30.

Sted: Læssøesgade 24, Aarhus C.

Alsidige parasitter

Parasitter - venner eller fjender? Endnu engang åbner Aarhus Universitet dørene for en række naturvidenskabelige foredrag. På tirsdag gælder det parasitterne, der muligvis nok har et slet ry, men som vi måske burde bygge kongestole til og prise. Parasitforsker Peter Lindberg Nejsum fortæller om parasitter og mikrober, og de kan både opleves på Universitetet eller live-streames.

Tid: 20. februar kl. 19.

Sted: Søauditorierne, Bartholins Allé 3, Aarhus C.

Antropolog og filminstruktør Sine Plambech er antropolog, filminstruktør og forfatter. Hun forsker i migration og sexarbejde og er aktuel med bogen 'Global sex'. Foto: Nichlas Pollier

Global sex

Forfatterarrangement hos KFM med Puk Qvortrup som dirigent. Antropolog og forfatter Sine Plambech har skrevet bogen ’Global sex’, der tager læseren med ind i sexarbejderes lukkede tilværelse. Hvis man ikke har hørt om bogen, er der et Genstart-afsnit fra 14. december 2023, som hedder ’Sex sælger’, hvor Plambech selv beskriver nogle vilde scenarier, der opstod i forbindelse med bogen. Og kig forbi boghandlen til en vidende, kvalificeret samtale om livet som sexarbejder.

Tid: 21. februar kl. 18.30.

Sted: Kristian F. Møller Boghandel, Store Torv 5, Aarhus C.