Fortsæt til indhold

Der blev solgt for få øl til Ebelfestivalen

Storm, dårligt ølsalg og for få stadeholdere gjorde et indhug i Ebelfestivalens kasse sidste år, men formanden forsikrer, at dette års jubilæumsfestival ikke er i fare.

Kultur og byliv

I år kan Ebelfestivalen fejre 20 års jubilæum, og det skal på trods af en økonomisk dårlig festival sidste år fejres efter alle kunstens regler.

Det forsikrede formand Gete Villefrance de cirka 65 fremmødte om, da foreningen holdt generalforsamling.

»Vi er økonomisk lidt udfordrede, da regnskabet efter sidste års festival kun lige løber rundt. Heldigvis har vi en god egenkapital, så der er penge til jubilæumsåret, som skal fejres med spændende aktiviteter og højt humør.«

Når sidste års resultat blev lidt lunkent, skyldtes det flere ting.

Først og fremmest ret dårligt vejr. Det blæste voldsomt fra øst.

»Der kom et stormvarsel, og vi stod pludselig i en situation, hvor vi skulle overveje at aflyse festivalen på grund fare for gæster og telte. Men efter Ørsted telte kom og fik sikret teltene bedre, besluttede vi i enighed at gennemføre, og det var den rigtige beslutning.«

Det krævede dog en ekstra indsats fra de frivillige, der for nogens vedkommende måtte op om natten for at være sikker på, at teltene ikke fløj sig en tur, og så gik det ud over en af festivalens indtægtskilder.

Der blev nemlig drukket alt for lidt øl.

»Vejret satte helt klart en begrænsning for gæsternes interesse for kolde fadøl, men vi er i fuld gang med at prøve at se, hvad vi kan gøre for at salget i teltene bliver mindre afhængigt af vejret.«

En anden udfordring var manglen på stadepladsholdere, fortalte Gete Villefrance i sin formandsberetning.

»Som det fremgår af regnskabet, så var antallet af stadeholderne på Apotekertorvet ikke så godt som ønsket. Det er der flere forklaringer på. Vi kunne selv have gjort mere, og det vil vi rette op på i år med mere promovering, men samtidig er der angiveligt også en mindre interesse generelt for markeder, men vi vil prøve at justere lidt på priserne og nytænke konceptet.«

Jubilæumsplakat

Aldrig før havde så mange sendt deres bud på festivalplakat som i 2023. Det blev som bekendt Julie Rasmussen fra Hammel, der vandt, men hendes plakat er ikke den eneste, som festivalgæsterne og byens borgere kan få glæde af i løbet af i år.

»Vi har en ide om at lave en beton-æble-plakat. Ligesom den, der findes med døre i Ebeltoft. Denne skal blot prydes af de mange fine kunstæbler, der findes i byen.«

Ebelfestivalen har også tænkt sig at skænke en gave til byen.

»Vi har sammen med Handelsstandsforeningen købt kyssebænken/tænkebænken på Lodvigs Torv. Den vil blive malet op og placeret på sin vanlige plads, forhåbentlig til glæde for både lokale og gæster.«

Og så løfter hun minsandten sløret for endnu en nyhed.

«I 2022 havde Ebeltoft Garden jubilæum, og derfor samledes de og gik med til vores åbningsoptog. De kommer igen i år, og det er vi meget, meget glade for,« siger Gete Villefrance.

Og så har hun en stor tak til de frivillige. Både dem, der lægger mange og få timer før, under og efter festivalen.

»Alt det, vi laver i uge 42, kunne ikke lade sig gøre uden den helt uvurderlige skare af frivillige, som stiller op i alt slags vejr. Der var i 2023 nogle, der tog et rigtigt stort slæb. Tusind, tusind tak.«

Hun håber at se dem allesammen igen i år og benytter lejligheden til at nævne, at der stadig er plads til flere og stor mulighed for at sætte sit præg på den kommende jubilæumsfestival.

I bestyrelsen sidder efter generalforsamlingen: Gete Villefrance, Hanne Sloth, Nina Hobolth, Ulla Degn og Jens Kristian Skovgaard, Stig Rasmussen og Irene Rygaard Olsen.