Fortsæt til indhold

De mødte hinanden i en sambadans i 1985 - nu udnævnes de til æresmedlemmer

Gudrun Aagaard og Lars Peitersen dramatiserer de gamle molbohistorier under Ebelfestivalen. De startede for 34 år siden foreningen Dramatørerne og har gennem årene spillet alverdens forestillinger i Ebeltoft. Nu udnævnes de til æresmedlemmer.

Samfund

Under Ebelfestivalen kan man under det store valnøddetræ i gården ved Adelgade 7 i Ebeltoft opleve de gamle molboer. Det er foreningen Dramatørerne som iklædt de gamle molbodragter spiller sig gennem et potpourri af de gamle molbohistorier.

Både den om storken, om skatten, der skulle gemmes og om næser i kokassen.

Det er Gudrun Aagaard, der har skrevet stykket, og det er også hende, der med god gammeldaws molboaccent åbner forestillingen. Hun fortæller, at de andre har været på markedet i Kolind hele dagen, og at hun venter dem hjem hvert øjeblik, det skal være. Gennem gården kommer de så. Alle udklædt i de skønneste molbodragter. Med høj røst synger de:

»Det er dejligt at at være doven og lægge sig på på ryggen, lade tiden gå i stå og bare kigge op i det blå. Det er svært at forstå, at solen går ned i vest og står op igen i øst.«

Molbohistorierne spilles af dramatørerne i en gård i Ebeltoft under Ebelfestivalen. Foto: Anne Frank Henriksen
Gudrun Aagaard (th.) og Irene Olsen, som også er medlem af Ebelfestivalens bestyrelse, byder gæsterne velkommen til et molbspil i den smukke gård ved Adelgade 7 i Ebeltoft. Foto: Anne Frank Henriksen

Lars Peitersen skubber en kærre med en stork på. den skal selvfølgelig bruges til at fortælle historien, om dengang en stork trampede kornet ned på en Molsmark. Molboerne vil jage den væk, men manden, der bliver sat på sagen, har så store fødder, at det jo slet ikke går, for så træder han bare kornet ned. Løsningen er ægte molbosk: En hel flok bærer ham derind, så han kan jage storken ud uden at træde i kornet.

Dramatørerne fletter elegant flere molbohistorier sammen i løbet af forestillingen. Naturligvis også den, hvor de ikke kan tælle, hvor mange de er, og løsningen bliver at stikke næserne ned i en frisk kokasse.

Vi er blevet gamle

Gudrun Aagaard er i dag 88 år. Lars Aagaard 78. Han fortæller, at de faktisk plejede at spille molbostykket rundt omkring i byen under festivalen.

»Det kan vi ikke mere, for vi er blevet for gamle. Bentøjet kan ikke holde til det, og kærren er blevet for tung at skubbe rundt på brostenene. Så nu gør vi det kun i gården.«

Lars Peitersen skubber kærren med storken. Foto: Anne Frank Henriksen
Molbohistorierne spilles af dramatørerne i en gård i Ebeltoft under Ebelfestivalen. Foto: Anne Frank Henriksen

Dramatørerne blev dannet i 1989, og dem, som er vokset op i Ebeltoft på den tid, har ganske givet oplevet dem. Gennem årene har de lavet alverdens forestillinger. Friluftsspil på festpladsen, sommerspil til Sommerfesten, børneteater og -cirkus og egnsspil. Nu laver de kun molbohistorierne under Ebelfestivalen.

Siden 2020 har foreningen holdt til på Havnegården, hvor de har et imponerende stort udvalg af kostumer. Meget af det bruger de ikke selv længere, men så låner de det ud til blandt andet Filmhøjskolen.

Lars Peitersen har er uddannet fra kunstakademiet i Aarhus og flyttede til Ebeltoft i 1970. Han har blandt andet været leder i den børnehave, der lå i Kirkegade. Gudrun Aagaard kom her til i 1960. Hun har arbejdet 20 år på politistationen, da den lå på torvet, hvor hun også boede og desuden også arbejdet som lærer.

De to mødte hinanden første gang i 1985, da de skulle opføre en maskerade til Sommerfesten. De dansede samba sammen. Siden da har de dannet par på de skrå brædder, og sammen har de skrevet og spillet et utal af stykker, syet kostumer, lavet kulisser.

»Vi kan alt det, man skal kunne,« siger Gudrun Aagaard.

Desværre bliver der færre og færre medlemmer af Dramatørerne, og dem, der er tilbage, bliver ældre og ældre, fortæller de.

»Vi ville gerne have nye ind, men der er vist ikke rigtigt interesse for det. Vi bliver ved, så længe vi kan, for det er sjovt. det er spændende at spille en anden person og træde ind i en rolle.«

Foreningen Dramatørerne har besluttet at udnævne Gudrun Aagaard og Lars Peitersen til æresmedlemmer.

Du kan se dem og deres skønne molbovenner i gården lørdag 21. oktober klokken 11.

Gudrun Aagaard holder en spade med en frisk kokasse. Molboerne kan ikke tælle, hvor mange de er, så de må stikke næsen ned i den friske lort - på den måde lykkes det dem at komme frem til det rette antal. Foto: Anne Frank Henriksen
Lars Peitersen og Gudrun Aagaard startede i 1989 Dramatørerne. Under Ebelfestivalen spiller de de gamle molbohistorier. Her stikker han næsen i en frisk kokasse. Denne er dog - heldigvis - en rekvisit af palstik. Foto: Anne Frank Henriksen
Gennem årene har Dramatørerne fået opbygget et imponerende lager af kostumer. Foto: Anne Frank Henriksen