Drømmer om kulturelt hotspot i Ry: Kreative kræfter vil skabe lokalt epicenter for kunst og kultur
Bolighuset Ry er – måske – på vej ind i en ny æra som omdrejningspunkt for kulturlivet i Ry. På Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts åbner udstillingen KiR:24 – Kunst i Ry. Bag udstillingen står frivillige lokale kræfter med visioner for kunsten i Ry.
Kunsten har indtaget Bolighuset Ry, og står det til de frivillige ildsjæle bag KiR:24, skal den aldrig rykke ud igen.
De har et brændende ønske om at indrette et kunst- og kulturhus i tre etager som centrum for kunsten i Ry og samtidig opfylde et årelangt ønske om at finde et permanent udstillings- og formidlingssted for Ry-kunstneren og kvindeforkæmperen Anna Klindt Sørensen.
»Vi har tidligere haft kunstudstillinger i Ry, men det er ved at være et godt stykke tid siden. Jeg ville gerne genoplive traditionen og vise det høje niveau, der er blandt de mange kunstnere og kunsthåndværkere, der har slået sig ned i Ry-området,« forklarer keramiker Susanne Moeskjær, der er initiativtager til KiR:24.
»Vi manglede bare et sted til udstillingen, men kom så i tanke om Bolighuset Ry, der står tomt, og tog kontakt til husets ejer. Bolighuset er en fin gammel bygning og som skabt til at udstille kunst. Der er højt til loftet, store åbne rum, og så er der allerede monteret skinner til ophængning. Og heldigvis sagde ejeren ja til at låne os huset til en pop op-udstilling.«
Vi mangler et sted i Ry at beskue kunst. Vi har Ry Biograf og spillestedet Gnisten, men hvor kan vi se kunst?Susanne Moeskjær, initiativtager, KiR:24
Andre lokale kunstinteresserede havde dog også kig på Bolighuset Ry. I flere år har Støtteforeningen for AKS Kunstbygning Ry forsøgt at finde et egnet sted til en permanent udstilling af værker af Anne Klindt Sørensen og formidling af hendes virke. Den tidligere Ry-maler har desuden 125-års jubilæum i 2024.
»Det viste sig, at støtteforeningen også havde spurgt, om de kunne låne Bolighuset til en udstilling, så vi mødtes med dem og blev enige om at gå sammen om at realisere KiR:24,« fortæller Susanne Moeskjær.
Styregruppen bag KiR:24 har sammen med andre lokale frivillige haft travlt de seneste uger med at gøre Bolighuset Ry klar til udstillingen og udvælge værker. Nu er malerier, tekstilkunst, keramik, skulpturer, tegninger, fotografier, glas og grafik samt de udvalgte værker af Anne Klindt Sørensen på plads i Bolighuset Ry, og alt er klar til ferniseringen på fredag.
»Udstillingen viser både mangfoldigheden, men også det meget høje niveau, Ry-områdets kunstnere og kunsthåndværkere repræsenterer. Udstillerne er alle professionelle kunstnere, der har en kunsthåndværkermæssig baggrund eller har deltaget på censurerede udstillinger. Ry har altid været et sted, hvor mange kunstnere er søgt til, og vi har mange fantastisk dygtige kunstnere,« understreger Susanne Moeskjær, der også selv har fået optaget tre værker på udstillingen.
En ting er dog pop op-udstillingen, noget andet er ønsket om et permanent lokalt omdrejningspunkt for kunsten, for ildsjælene bag KiR:24 har fået blod på tanden, og Bolighuset Ry står højt på ønskesedlen.
»Vi mangler et sted i Ry at beskue kunst. Vi har Ry Biograf og spillestedet Gnisten, men hvor kan vi se kunst? Vi kunne rigtig godt tænke os at skabe et kunst- og kulturcenter i Ry, hvor vi kunne udstille værker af Anne Klindt Sørensen og også invitere kunstnere udefra. Bolighuset er bare et rigtig godt bud på det. Det skal være et hus, der også kan bruges af alle foreningerne i byen og på den måde være et samlingssted for alle de frivillige kræfter, der er så mange af her i Ry,« forklarer Sussanne Moeskjær.
»Nu viser vi, hvad Bolighuset kan, så folk får øjnene op for mulighederne, men så skal der smedes. Det er nu, vi har mobiliseret energien til at løfte projektet. Det kommer til at kræve en stor indsats fra en bred skare af frivillige at føre visionen ud i livet. Det er en spændende mulighed for Ry.«