Ellen gav gode råd til minister om ældrepolitik: »Det her er jo vores hjem«

Selvom Ellen Geil ikke sådan lader sig bestikke med chokolade, var hun glad for muligheden for at tale med finansministeren og fortæller ham om de tanker, hun gør sig om ældrepolitik. Muligheden fik hun mandag i sidste uge, da Nicolai Wammen (S) kiggede forbi til eftermiddagskaffe i Fællesskabets Hus.

Ellen var så heldig at have ministeren til bords, og det var godt, for hun havde flere ting, hun gerne ville dele med ministeren. Hun er blandt andet med i det fællesråd, som Fællesskabets Hus nedsatte i 2020, for at skabe mere liv i huset ved at inddrage byen i hustes aktiviteter og værksteder.

»Det var meget hyggeligt at hilse på ham, og sødt af ham med chokoladen. Vi kom langt omkring ved kaffebordet, og der blev talt om meget af det, der gør Fællesskabets Hus til et anderledes plejehjem. Der tales jo så meget om at tage udgangspunkt i den enkelte beboer og om fleksibilitet, og det er også rigtig vigtigt, at der tænkes i de baner. Det her er jo vores hjem. Vi er ikke bare på ferie og kan rejse hjem, hvis ikke det lige er, som vi gerne vil have det,« konstaterer Ellen.

»Jeg synes, det er meget fint her. Vi har frihed til selv at bestemme, og der bliver gjort meget for os, men man kan jo altid ønske sig mere,« smiler hun.

Selv er hun en af dem, der gerne vil sove længe og spiser derfor først morgenmad op ad formiddagen. Men frokosten serveres 11.30, og der er hun ikke sulten.

»Det er besværligt for mig. Så må jeg gå ud og spise et lille bitte stykke, eller bede om at få noget på en tallerken til senere. Og er der en lun ret, så må jeg nyde den kold.«

Det bringer Ellen videre til noget af det, der står allerhøjest på hendes ønskeseddel, og som hun også vendte med finansministeren.

»Jeg ville vel nok ønske, man indrettede plejehjem, så der var et køkken på hver afdeling, hvor der blev lavet mad til beboerne. Mad er jo noget af det, vi går og glæder os til. Det er et af dagens højdepunkter. Vi får skam nærende og god mad, men det er jo ikke nylavet. Kartoflerne er måske kogt et par dage i forvejen. Det kan man jo godt smage. Når vi engang imellem får mad fra køkkenet nedenunder, så er det jo lige så englene synger.«

Et helt andet ønske, Ellen delte med Nicolai Wammen, handlede om demens. Hun efterlyste en model, så ikke-demente beboere kunne få mulighed for at bo tættere sammen.

»Jeg ved godt, der er næsten uladsiggørligt, men nu har jeg boet her i tre år, og der er bogstavelig talt ikke andre end mig på min afdeling, som ikke har demens. Det er lidt svært for mig. Det er jo ikke fordi, jeg ikke har hjerte for dem, men jeg kan godt føle mig ensom og savne nogen at snakke med,« forklarer hun, der blev shanghajet til fællesråd, måske fordi hun har mange ideer til, hvordan man skaber livskvalitet til livets sidste kapitler.

»Jeg tror, jeg har det med at være hende den lille trælse, der altid kommer og blander sig,« griner hun. Det var blandt andet hendes ide, at der ved dødsfald skulle tændes lys for den afdøde.

»Der blev ikke fortalt om dødsfald blandt beboerne, og man opdagede det først, når der var en tallerken mindre ved bordet. Det syntes jeg var for koldt. Så jeg foreslog at tænde et lys og stille en vase med en blomst sammen med en lille, indrammet note om, hvem det er, der er død. Det blev gjort i en periode, men nu er der gået kluddermudder i det, så jeg må nok foreslå det igen.«