"Jøden" er ikke i tvivl om AGF-sejr: Har allerede fået tatoveret pokalen
14 timers tæsk på ribbenene fordelt over to dage. Nu er Michael Mühlebach Christiansen klar til pokalfinalen 2024.
49-årige Michael Mühlebach Christiansen, med kunstnernavnet Jøden, er muligvis landets største AGF-fan.
I hvert fald har den kendte rapper, der oprindeligt er fra Skanderborg, fået lavet en tatovering af AGF-maskotten Aros, der fejrer pokalsejren.
Det er, vil nogle nok mene, en anelse tidligt, da pokalkampen mellem AGF og Silkeborg IF først spilles den 9. maj.
»Ret modigt alligevel, når finalen ikke er blevet spillet endnu, men Jøden er altså så sikker på den kommende sejr, at han har ladet sine ribben blive gennem tæsket i to dage for at manifestere drømmen om den kommende sejr,« skriver tatovør Charlotte Bundgaard i et facebookopslag.
Lille finte
Michael Mühlebach Christiansen og Charlotte Bundgaard er venner, de to har indtil videre brugt 14 timer over to dage på den helt særlige tatovering.
»Om en måned skal vi fortsætte projektet med baggrund og andet AGF-lir. Det bliver spændende, om det så bliver nødvendigt med cover up af pokalen,« skriver Charlotte Bundgaard og tilføjer:
»Tak for et par hyggelige dage, det var sgu ret godt klaret«
I podcasten Hvid Røg har den inkarnerede AGF-fan forudset, at AGF vinder 6-0 over Silkeborg i pokalfinalen 2024.
Det hører dog med til historien, at der ikke er skrevet et årstal på tatoveringen. På den har Michael Mühlebach Christiansen så at sige helgarderet sig.
Mühlebach Christiansen udgav, som Jøden, sit debutalbum, Monkeyjuice, tilbage i 2007. Han har deltaget i flere programmer på TV2 Zulu og har også været medvært på liveshowet, UPS! Det er live.
Få fodbold i ørerne, og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.