Jinxer kendt AGF-fan her? Har allerede bestilt særlig pokal-tatovering, inden holdet er i finalen
"Hvid Røg" er i pokalhumør, hvor nervøsiteten er på sit højeste med mulig jinx. Der ringes også til tidligere AGF-spiller, som fortæller om sine oplevelser på vejen mod pokalfinalen i 2016, der kom i hus på kaotisk vis efter vanvittig semifinale.
I AGF-podcasten ”Hvid Røg” tælles der ned til torsdag klokken 20, når AGF skal se, om der kan følges op på sejren i Farum i den første pokalsemifinale.
Men søndag var FC Midtjylland på besøg i Aarhus, hvor det blev til en smal udesejr.
Det påvirker dog ikke humøret ret meget hos Sture Sandø og Michael ‘Jøden’ Christiansen, der har øjnene stift rettet mod det brag, der venter mod FC Nordsjælland.
Sidstnævnte er endda gået så langt, at han har bestilt tid hos en tatovør, inden en mulig pokalfinale-deltagelse er i hus. Den store AGF-fan afslører, at det bliver noget med maskotten Aros, der hæver pokalen.
Det lugter lidt af jinx - altså der hvor man udtrykker sin glæde for tidligt og dermed risikere at kaste uheld over noget, som endnu ikke er indtruffet.
Podcastens behandler også to vigtige kontraktforlængelser.
Sidst - men ikke mindst - varmes der op til årets vigtigste kamp i selskab med ingen ringere end Jens Jønsson, som er med direkte fra den græske hovedstad, hvor han nu slår sine folder.
Jønsson fortæller om sine oplevelser på vejen mod pokalfinalen i 2016, der kom i hus på kaotisk vis efter den famøse semifinale mod AaB på hjemmebane. Desuden fortæller han om sine oplevelser i Grækenland og udsigterne til at komme hjem til AGF, hvor han også drømmer om at blive træner på sigt.
Og så giver han sin uforbeholdne mening til kende om pyroteknik.