Blev enige om at forlænge kontrakten i hjørnet af aarhusiansk fiskerestaurant
Cheftræner Uwe Rösler og sportschef Stig Inge Bjørnebye har arbejdet sammen i AGF i snart to år og er stadig ikke blevet trætte af hinanden. Torsdag fik fodboldklubben papir på tre år mere med tyskeren ved roret.
En »no brainer«, kalder Uwe Rösler selv torsdagens store nyhed.
Noch drei Jahre – eller tre år mere – er nemlig det, som er blevet lagt oveni i den tyske træners kontrakt med AGF, så den nu først udløber i sommeren 2028.
»Jeg er meget, meget glad,« lød det flere gange fra Uwe Rösler i løbet af torsdagens pressemøde på Fredensvang, som også AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye deltog i.
»Jeg føler, jeg har fundet, hvad jeg ledte efter, da jeg kom til klubben. Og jeg blev meget glad, da klubben tilbød mig en ny kontrakt. Jeg er glad for det arbejde, vi er i gang med, jeg er glad for mine arbejdsbetingelser og tydeligheden i, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen,« sagde den tyske træner.
Inden en autograf landede på den nye kontraktforlængelse, udløb Röslers gamle kontrakt i 2025.
Vi har arbejdet sammen i snart to år, og vi er stadig ikke blevet trætte af hinandenUwe Rösler om samarbejdet med Stig Inge Bjørnebye.
Stadig ikke trætte af hinanden
Og at samarbejdet skulle fortsætte yderligere tre år, var der umiddelbart ikke det store at rafle om, hvis man spørger AGF-træneren og hans nærmeste chef.
Ifølge Stig Inge Bjørnebye var det nemlig en enig og utvetydig bestyrelse og ledelse, som for et par måneder siden så småt tog initiativ til at forlænge samarbejdet med Rösler.
Udefra set kan det både se ud og lyde som et professionelt ægteskab i umiddelbar harmoni. Og snakken om en ny kontrakt begyndte helt konkret også med det, som den norske sportschef kalder en »friendly dinner« i hjørnet af fiskerestauranten Halibut på Aarhus Ø.
Med bord ud til vinduet gjorde sportschefen det klart, at man gerne ville beholde tyskeren i Aarhus i endnu længere tid – og her viste interessen sig for en ny, længere kontrakt sig også at være gensidig.
»Jeg sagde, jeg gerne vil blive. Det var en god middag. Vi talte ikke om penge, længden på kontrakten eller noget i den stil. Vi begyndte bare så småt at tale om en forlængelse der,« fortæller Uwe Rösler.
Og fremtidige planer og ambitioner har vist sig at matche, lyder det fra tyskeren, der også fremhæver samarbejdet med sportschefen som en af årsagerne til den nye kontraktforlængelsen.
»Vi har arbejdet sammen i snart to år, og vi er stadig ikke blevet trætte af hinanden,« lyder det fra Uwe Rösler.
»Stig (Inge Bjørnebye, red.) var altafgørende for at få mig til klubben. Og vi arbejder tæt sammen, vi er loyale over for hinanden, men vi har også vores diskussioner. Det skal der også være – vi skal udfordre hinanden, men så snart vi går ud af døren, så er vi også videre,« siger tyskeren.
En del af fremtidsplanerne
Gennemsigtighed og ærlighed er vigtige ingredienser i de to sportslige lederes parløb, lyder det fra begge parter. Om det fortrolige samarbejde med sportschefen nævner Uwe Rösler også, at han helt tilbage i 2023 fik en henvendelse fra en anden klub – og her var noget af det første, han gjorde at tage fat i Stig Inge Bjørnebye.
»Jeg fik et konkret tilbud, og så gik jeg ind til Stig og spurgte, om jeg var en del af hans fremtidsplaner – og det var flere måneder før, vi begyndte at drøfte en kontraktforlængelse. Og jeg fik at vide, at klubben var glade for at have mig, og så sagde jeg ”ok”, så vil jeg ikke gå længere med den henvendelse,« fortæller træneren.
»Og når dagen er omme, så ved vi også godt, at vi vil det samme, vi er glade for at arbejde sammen, og vi ved, hvilket kæmpe potentiale den her klub har – og vi tror på, vi kan være dem, der forløser det,« siger Uwe Rösler.
Holder Uwe Rösler kontraktperioden ud som træner for AGF, så vil han være den længst siddende træner i klubben, siden Peter Rudbæk stod i spidsen for ”De Hviie” i perioden 1993-2000. Og af de 10 trænerjobs tyskeren har haft på små 20 år, så vil det også være den længste periode i en og samme klub for Uwe Rösler.
»Jeg har gennem min karriere arbejdet under mange forskellige ledelsesstrukturer – og jeg har altid fungeret bedst, når der er få personer involveret i at tage beslutningerne. Og det er det, vi har her. Bestyrelsen har fuld tillid til Jacob (Nielsen, adm. direktør i AGF, red.), Stig og mig, og at vi tager os af de daglige beslutninger. Bestyrelsen har selvfølgelig indflydelse på strategien, men fra dag til dag er vi tre personer, der bestemmer – og så bliver tingene også ordnet. Da jeg eksempelvis var i Fortuna Düsseldorf, havde jeg fire udvalg og en bestyrelse på 12 medlemmer, jeg skulle rapportere til. At der er færre personer om at træffe beslutningerne, var også noget af det, der i sin tid trak mig til AGF,« siger Rösler.
»Det er et projekt som det her, jeg har ledt efter; med den rette ledelsesstruktur, et hold, der har sine bedste år foran sig, et akademi, der er på vej, og store investeringer, som ikke kun bliver lagt i mursten og et nyt stadion, men også spillere og stab. Så der er meget på vej de næste år – og jeg føler, at jeg er det helt rigtige sted.«
Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.