Fortsæt til indhold

Forfatter var få timer gammel, da han blev revet med til sin første AGF-kamp

Nu har Steffen Olesen været med til at sikre AGF's historie for eftertiden i en ny bog om klubbens 50 største legender.

Sport

»Jeg er kommet på Aarhus Stadion, siden jeg blev født. Og det kan jeg sige med 100 pct. sikkerhed.«

Sådan begynder bogaktuelle Steffen Olesen selv fortællingen om sit nære forhold til AGF. Et livslangt forhold, der begyndte, da han var mindre end 24 timer gammel.

»Jeg blev født lørdag aften den 31. marts 1962 på fødselsstiftelsen på Nørrebrogade. Og min mor havde helt styr på, at AGF skulle spille dagen efter om søndagen kl. 13.30,« fortæller Steffen Olesen.

»Hun tænkte, at i stedet for at ligge deroppe med mig, så ville hun hellere ud at se fodbold. Så hun ringede til mine bedsteforældre, der blev bedt om at rulle en barnevogn ud foran Søjlegården ved stadion.«

Og en halv time før kampstart ankom en taxa så til Aarhus Stadion med mor og en nyfødt, få timer gammel Steffen Olesen svøbt i et tæppe.

»Så blev jeg lagt ned i barnevognen, og min mor gik ind på stadion med mig.«

Kl. 13.30 løb AGF på banen mod B1913 mindre end 24 timer efter Steffen Olesen var kommet til verden.

»Så jeg kan sige med 100 pct. sikkerhed, at den første friske luft, jeg indåndede her på jordkloden, det var på Aarhus Stadion. Den 1. april 1962. AGF spillede 1-1 og min far var med på banen,« fortæller han.

For Steffen Olesens far var ingen ringere end Jørgen Olesen en af AGF’s allermest vindende spillere gennem tiderne. Og her 62 år senere kan Steffen Olesen så vække historien om faderen og guldalderholdet til live igen, i det at et tre år gammelt bogprojekt nu endeligt er kommet i mål. Og det handler selvfølgelig, fristes man til at sige om AGF.

En storsmilende Jørgen Olesen i midten omgivet af holdleder Knud Hougaard (t.v.) og den ungarske cheftræner Geza Toldi, kort efter AGF vandt sit første danske mesterskab efter en 3-1-sejr i Parken mod AB i 1955. Foto: AGF

For i disse dage er han sammen med medforfatterne Hans Petersen og Peter Vestergaard aktuel med et helt ny værk i to bind om AGF, der tager læseren med på en tur ned ad mindernes allé.

De første 25 gav sig selv

”Legenderne – De 50 største i AGF’s historie” er titlen på to bind med sammenlagt 460 sider, der gennem klubbens 50 største profiler tegner et portræt af Aarhus-klubben og dens bedrifter efter 2. verdenskrig.

Og i den fortælling er der både blevet givet plads til at fortælle om højdepunkterne og bølgedalene i klubbens historie krydret med et væld af anekdoter fra de spillere og trænere, der har været med til at sætte klubben på landkortet.

»Og det er jo ikke en gennemgang af de 50 bedste fodboldspillere i AGF’s historie. Men de 50 største profiler. Og det er selvfølgelig subjektivt, hvem der har været de 50 største profiler i AGF. Men for at komme med i bogen, har vi sat nogle kriterier op, og det er bl.a., at man skal have gjort noget ekstraordinært i AGF,« siger Steffen Olesen om udvælgelsesprocessen.

I to bind gennemgår "Legenderne – De 50 største i AGF's historie" fodboldklubbens historie efter Anden Verdenskrig gennem en række portrætter med de spillere, der har tegnet klubben. Foto: Straarup & Co.

Derfor er der også enkelte store navne, der ikke er med. Eksempelvis John Sivebæk og Henning Jensen, som ellers har en glorværdig fortid i kæmpeklubber som Manchester United og Real Madrid - men her har forfatterne altså sat en stor, tyk streg under det, som spillerne har præsteret og opnået i og med AGF.

»De første 25 navne har jo mere eller mindre givet sig selv, og så kan man jo diskutere resten og bogen er jo heller ikke en facitliste,« understreger Steffen Olesen.

Listen af navne, der hver har fået et kapitel, tæller eksempelvis spillere som Stig Tøfting, Flemming Povlsen, Troels Rasmussen, Lars Lundkvist, John Stampe, Peter Graulund og Aage Rou. Derudover har en lille håndfuld trænere også fået et kapitel i bogen herunder mestertræneren Geza Toldi, Peter Rudbæk og David Nielsen.

Som jeg plejer at sige til folk, har jeg kun været medlem af to ting i hele mit liv: Og det er AGF og Brugsen
Steffen Olesen, forfatter og formand i AGF Fodbold.

Tæt på

Trioen, der har sat sig for den lettere vovede opgave at sammensætte en liste med de 50 største klubkoryfæer, må dog også siges at have det, man kan kalde et indgående kendskab til AGF.

I 20 år var Peter Vestergaard Jyllandsredaktør på Tipsbladet og i en periode også chefredaktør på Århus Stiftstidende. Sidstnævnte kan den anden medforfatter Hans Petersen også skrive på cv’et. Hans Petersen spillede sågar også 102 kampe for AGF’s førstehold i løbet af 60’erne og 70’erne og var også for en kort bemærkning midlertidig træner for ”De Hviie” i 2002, da han overtog roret efter klubikonet John Stampe.

Og for Steffen Olesen har AGF været en integreret del af hans liv, siden den meget tidlige stadiondebut tilbage i foråret 1962.

»Som jeg plejer at sige til folk, har jeg kun været medlem af to ting i hele mit liv: Og det er AGF og Brugsen,« siger han.

Steffen Olesen har da også været hele vejen rundt i Aarhus-klubben både som spiller, ungdomstræner, bestyrelsesmedlem hvor han i de sidste godt 20 år har stået i spidsen for AGF Fodbolds amatørafdeling som formand der.

Jørgen Olesen var en af de drivende kræfter bag AGF's guldalderhold i 50'erne og starten af 60'erne, som vandt fire mesterskaber. Arkvifoto: Polfoto

Tilknytningen til AGF har han heller ikke fra fremmede, som anekdoten fra hans første kamp på stadion også indikerer. For han er som tidligere nævnt søn af en af klubbens største koryfæer og allermest vindende spillere Jørgen Olesen, som også har fået sit eget kapitel i bogen.

Måske ikke så overraskende med fire danmarksmesterskaber, fire pokaltitler, tre gange ”The Double”-vinder og 42 landskampe som nogle af de imponerende meritter ud for faderens navn.

»Vi er jo i løbet af 30, 40, 50 år gået op og ned ad dem, vi skriver om i bogen, og vi har jo kendt dem alle sammen. Der er jo ikke en eneste, vi har skrevet om i den bog, som vi ikke har kendt personligt. Derfor har det også været lettere for os at lave nogle mere personlige portrætter, i stedet for at man har siddet på sidelinjen og skullet skrive om nogen, man aldrig har mødt eller kendt, og måske endda kun har set på fjernsynet,« siger Steffen Olesen.

Steffen Olesen (t.v.) modtog i 2022 diplom og statuette på vegne af sin far, Jørgen Olesen, af DBU-formand Jesper Møller. Årsagen var, at Jørgen Olesen nu er i DBU's Hall of Fame. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sikret for eftertiden

Han kan også AGF’s historie i søvne, som han selv siger. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man nærmest er kommet til verden på Aarhus Stadion, og klubbens historie er kommet ind ad døren som barn.

»De spillere, min far spillede med i AGF og var på landsholdet med i 50’erne og 60’erne, er jo kommet i mit barndomshjem, og jeg har siddet på skødet af Aage Rou og Henry From som dreng og fået alle historierne fortalt,« siger han.

Og derfor handler det også nu om at få dem fortalt, mens tid er.

»Vi synes jo, vi har nogle forudsætninger for at skrive historien én gang for alle, fordi dem, der kommer efter os, de kommer jo længere og længere væk fra 80’er-holdet og guldalderholdet i 50’erne,« siger Steffen Olesen.

Henry From (1926-1990) var fodboldmålmand for AGF i 1950'erne. Desuden spillede han 31 kampe for det danske landshold, bl.a. ved OL i Rom i 1960, hvor Danmark fik sølv i fodboldturneringen. Særligt kendt er en episode under semifinalen, hvor Ungarn får tilkendt et straffespark; Henry From beder dommeren vente med at fløjte, går ud til den ene stolpe og sætter sit tyggegummi fast og redder efterfølgende straffesparket. Danmark vinder 2-0. Efter den aktive karriere var Henry From landstræner for det danske landshold i 20 kampe i 1968-1969. Arkivfoto: Jacob Maarbjerg

»Og vi har tænkt, at vi nok hellere må se at få brugt vores energi, tid og viden på at føre det her til protokols, så man forhåbentligt om 50 og 100 år kan finde en gammel, støvet bog og læse om nogle af de her spillere, der var med til at sætte AGF på landkortet,« siger forfatteren og klubmanden.

»Og så kan det godt være, at der er nogle klubber, der har vundet lidt flere mesterskaber end AGF, men hvis man tager evighedstabellen i dansk fodbold fra den første landsdækkende danmarksturnering for snart 94 år siden så ligger AGF på en suveræn førsteplads. Der er ingen klub i dansk fodbold, der har vundet flere fodboldkampe i Danmarks bedste fodboldrække end AGF. Og det er den historie, vi synes fortjener at blive fortalt,« siger Steffen Olesen.

”Legenderne – De 50 største i AGF’s historie” udkom 17. marts i to bind på forlaget Straarup & Co. og kan købes hos de fleste lokale boghandlere samt AGF’s fanshop.

Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.