Fortsæt til indhold

Lys Nat byder på minderige oplevelser

Der er en oplevelsesrig aften i vente, når Skanderborg City fredag inviterer til Lys Nat i Adelgade med livemusik, aktiviteter, særtilbud og mad for enhver smag.

Kultur og byliv

Fredag 3. maj kommer Adelgade i Skanderborg til at summe af liv, når Skanderborg Cityforening og alle dens medlemmer traditionen tro inviterer til Lys Nat. I tidsrummet klokken 18 til 22 vil der på hele strækningen fra den nordlige ende af byens handelsgade til den sydlige være et hav af forskellige aktiviteter for store og små, underholdning, hyggeligt indrettede spiseområder, gode tilbud i butikkerne og festlig stemning.

»År efter år har vi hævet barren til Lys Nat. Det gør vi også i år, hvor vi fylder Adelgade med underholdning i særklasse og god stemning hele aftenen,« siger Pia Sørensen, Citymanager hos Skanderborg City.

Denne første fredag aften i maj bliver Adelgade spærret for trafik fra klokken 17 til 23. Gaden bliver opdelt i fem zoner - orange, blå, grøn, gul og rød - hver med sit eget tema.

I orange zone, som man finder i Adelgades nordligste ende, vil der være indrettet et loungeområde, hvor blandt andre Realskolens Kor vil komme og synge fra klokken 18. Fra orange zone vil der også være mulighed for at tage et kig på byens helt nye butiksfællesskab Lille Nyhavn, som slår dørene op netop 3. maj.

År efter år har vi hævet barren til Lys Nat. Det gør vi også i år, hvor vi fylder Adelgade med underholdning i særklasse og god stemning hele aftenen.
Pia Sørensen, Citymanager hos Skanderborg City

Kan man sætte flueben ud for “voksen” og “rosé-nyder” gør et kig på Lille Nyhavn det ikke alene. Til Lys Nat er der nemlig lagt en “Rosérute” til alle over 18 år, som kunne tænke sig at smage og blive klogere på den rosa vin. Billetten, der giver adgang til “Roséruten”, køber man indenfor i butiksfællesskabet. Billetten bytter man til et smageglas, som man tager med sig på “Roséruten”, som fra Lille Nyhavn slanger sig igennem Adelgade. På ruten vil der være hele 11 stop, hvor der udskænkes en ny rosé variant, og hvor man kan læse om den rosé, man får i glasset.

I år vil Adelgade være inddelt i fem zoner til Lys Nat. En af dem er blå zone, som er Aktivitets- og sportszonen. Her kan man balndt andet møde ligaspiller fra Skanderborg Håndbold og skyde på mål. Arkivfoto: Skanderborg City

Ligaspillere og livemusikere

Blå zone er Aktivitets- og sportszone. Her vil man i løbet af aftenen kunne overvære parkour, taekwondo, gymnastik show og floorball. Ligesom man selv får mulighed for at prøve kræfter med alle fem sportsgrene. Naturligvis under kyndig vejledning fra erfarne udøvere og trænere.

Går man op i lokal håndbold, er blå zone området, hvor man bør være imellem klokken 19 og 20. Her kan man nemlig møde Skanderborg Håndbolds ligaspillere. Samtidig får man mulighed for at teste sin skudarm af og skyde på mål.

I grøn zone, som vil være placeret i centrum af Adelgade, har Skanderborg Cityforening i samarbejde med Walthers Musikcafé i år etableret en musikscene, hvor fire lokale bands vil spille på skift i løbet af aftenen.

Desuden vil der i grøn zone være indrettet et spiseområde, hvor der er plads til, at man kan sætte sig ned for at spise og hygge sig – og for at lytte til livemusikken.

»Vi appellerer til, at man ikke spiser aftensmad hjemmefra, men i stedet lader sig friste af menuen på et af Adelgades mange spisesteder eller af duften fra de foodtrucks, der indtager gaden til Lys Nat. Blandt andet vil der være en foodtruck med frisklavede tacos og en med hjemmelavede luksus burgere,« fortæller Pia Sørensen.

Til mad hører drikke. Derfor vil der i grøn zone også være opstillet en bar med både børne- og voksendrinks, ligesom flere lokale bryggerier vil være til stede og byde på en række smagsvarianter af deres øl.

Til Lys Nat vil der være rig mulighed for at få stillet både den lille og den store sult. Besøg et af Adelgades mange spisesteder, sving forbi en af de opstillede foodtrucks eller snup et bæger popcorn med i hånden på turen gennem handelsgaden. Foto: Skanderborg City

Noget for enhver

I rød zone er der indrettet shopping zone. Her vil de lokale butikker vise deres seneste kollektioner til et modeshow på en rød løber fra klokken 20. Der vil også være en konkurrence, hvor der vil blive kastet bolde med gavekort til byens butikker ud til publikum.

I Adelgades sydlige ende vil man kunne besøge den gule zone, “Fart og motor”, hvor byens bilhandlere udstiller nye bilmodeller og lidt inspiration til campingentusiasterne. Få skridt herfra vil man ud for Bloms Butikker kunne opleve Skanderborgs rytmiske kor optræde med en række numre klokken 19.30 og igen klokken 20.30.

»Lys Nat er en helt unik aften for borgerne i og omkring Skanderborg. Og vi opfordrer folk til at tage deres familie, venner, kollegaer eller naboer under armen og komme ned i Adelgade fredag aften, hvor vi glæder os til at give dem masser af minderige oplevelser,« lyder det fra Pia Sørensen.

Om man er barn eller voksen. Boldjonglør eller dansemus. Tilbudsjæger eller bænkevarmer. Sulten eller tørstig. Så er der noget at komme efter i Adelgade til Lys Nat.

Pia Sørensen, Citymanager hos Skanderborg City, glæder sig til at give borgere fra Skanderborg og omegn minderige oplevelser til Lys Nat 3. maj. Foto: Skanderborg City