Ugens fem udvalgte: Gratis koncert med Anne Linnet
Koncert med Janne Mark
Sanger, komponist og salmedigter Janne Mark besøger Langenæskirken og holder koncert. Hun har skrevet sange og salmer til Højskolesangbogen og Kirkesangbogen, modtaget Kirkeminister Mette Madsens legat til ’kirkelige skabende og udøvende kunstnere’ i 2022 og været nomineret til Danish Music Awards Jazz i både 2018 og 2022. Hun er alsidig, dybt musikalsk og en af de stemmer, der elegant og stille sætter sit præg på nyere dansk musikkultur.
Prøv eventuelt at høre melodien, hun skrev i 2018 til en bid af Naja Marie Aidt bog ’Har døden taget noget fra dig’. Den er med i 19. udgave af Højskolesangbogen.
Tid: 30. maj kl. 19.30.
Sted: Langenæskirken, Kirkedammen 2, Aarhus C.
Fri entré, men kræver tilmelding.
Men hvor er du virkelig fra?
For tiden hænger der en portrætserie inde på Dokk1 af fotograf Mai Skou Wihlborg og designer Malene Rauhe. Den hedder ’Men hvor er du virkelig fra?’ og er billeder af forskellige mennesker, der er adopteret fra Korea.
Udstillingen kaster sig ind i diskussionen om identitetsdannelse og tilhørsforhold og giver øjne, næse og mund til nogle af de mange sager, der har floreret i medierne, hvor Korea og Danmark har været midtpunkter.
Menneskerne på billederne har vidt forskellige baggrunde og oplevelser i forhold til at være adopteret, og det er netop dét, udstillingen vil fange og fortælle; deres historier.
Tid: Udstillingen kan opleves frem til 2. juni.
Sted: Torvet, Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Aarhus C.
Gratis.
Aarhus Pride
Lørdag bliver byen badet i regnbuens farver, når Pride-paraden sættes i gang, og Musikhusparken forvandles til mangfoldighedernes højborg. Der vil være scener, hvor blandt andre Anne Linnet og Drag Extravaganza vil være at finde. Man kan danse eller smide sig i græsset med en øl. Der vil også være en masse aktiviteter for børn såsom ansigtsmaling, workshops og hoppeborge.
Dagens begynder med paraden gennem byen, og så åbner Musikhusparken kl. 12.30. Hvis man vil være med i paraden, starter den fra Bispetorv fra kl. 10.45. Derfra går turen i samlet flok gennem midtbyen med svajende flag og musik buldrende fra højre og venstre.
Tid: 1. juni fra kl. 10.45.
Sted: Bispetorv og Musikhusparken.
Gratis.
Rundt på Nordre Kirkegård
Nordre Kirkegård er måske nok ikke en ukendt perle, men den rummer mange historier og minder, som hurtigt kan henlægges i det skjulte, hvis man ikke ved, hvor man skal søge dem. Der er omkring 450 bevaringsværdige gravminder, gravsteder for frihedskæmpere og flere af byens borgmestre er lagt til hvile dér.
Den er fuld af kringelkroge, og turen derud er svær at finde smukkere end i begyndelsen af juni. Især efter omdannelsen i 2016, hvor kommunen satte sig for at gøre kirkegården til en skovkirkegård.
AarhusGuiderne viser vejen og fortæller om de mennesker, der længe efter deres død har haft betydning for vores fælles historie.
Tid: 2. juni kl. 14.
Sted: På hjørnet af Trøjborgvej og Kirkegårdsvej, Aarhus C.
Kræver billet.
Aarhus Barokfestival
En ny festival er kommet til Aarhus, og den står i barokkens tegn. Barokmusikkens mastodonter, Bach og Händel, var mestre indenfor deres felt og har komponeret musik, der placerer dem på toppen af kransekagen. Men de har måske også skygget for nogle af de andre dygtige ”barokkere” gennem tiden. Hvis interessen bobler for denne musikstil, vil denne festival både gå i dybden på de kendte og ukendte værker, der vil være koncerter, quiz og mulighed for at indgå i et stort fælleskor.
Inden festivalens åbningskoncert, som finder sted i Domkirken 5. juni kl. 19.30, vil der være optakt med historiker Marianne Philipsen på Køn. Det foregår kl. 18.30, hvor der sammen med ordene fra historikeren vil blive serveret et glas vin.
Tid: 5.-9. juni.
Sted: Forskellige steder i Aarhus
Kræver billet.