Spilleplanen til Smukfest er klar
Den endelige spilleplan til Smukfest er klar, nye navne på plakaten og Smukfest klar med artister til LiveCamp-scenen.
Om halvanden måneds tid er der lagt op til antihelligdage i Bøgeskoven, når Smukfest åbner plads for festglade folk fra nær og fjern.
Smukfest har løbende føjet flere kunstnere til plakaten, og mandag var ingen undtagelse, da yderligere fire kunstnere blev præsenteret til at optræde til sommer.
Lukas Graham, der åbnede Bøgescenerne onsdag i 2022, optræder torsdag kl. 21.30. Også Melvin Kakooza & The Upload Jam Band, Kiefer Sutherland og Hardwell er alle netop præsenteret.
»Du er garanteret ild i DJ-pulten, når Hardwell basser op. Du kan også tage en hat med skygge på og læne dig tilbage til countrytoner fra multitalentet Kiefer Sutherland. Lukas Graham, der netop har udgivet spritny musik leverer gåsehud og fællessang. Og sidst men ikke mindst jammer Melvin Kakooza dig igennem en musikalsk øregangsmassage med sit formidable jam band,« skriver Smukfest i et opslag på Facebook.
Ud over præsentationen af de fire navne, er Smukfest nu også klar med det endelige program, hvor det fremgår, at Andreas Odbjerg træder på Bøgescenen onsdag klokken 14.
På The Hood er der også lagt op til fest i timerne, før Bøgeskoven for alvor åbner for de hungrende festivalgæster. Klokken 11.45 onsdag går Magtens Korridorer ifølge planen på scenen.
LiveCamp-plan klar
Ligesom, at spilleplanen på de forskellige scener i Bøgeskoven er klar, er den det også for LiveCamp-scenen på Kærligheden. For traditionen tro skal der på scenen på Kærligheden spilles op til musik de første dage af Smukfest, inden det for alvor går løs på Bøgescenerne, Stjenescenen, Månen og The Hood.
Festivalgæsterne, som indlogerer sig på Kærlighedens campingområde kan i dagene op til den store åbning hygge sig til tonerne fra en masse upcomingbands på LiveCamp-scenen - og vinderen får lov til at spille i Bøgeskoven.
»De unge artister på LiveCamp-scenen er håndplukket og udpeget som morgendagens lysende talenter af repræsentanter fra et bredt tværsnit af den danske musikbranche. Vi glæder os derfor ekstra meget til at slå lyttelapperne ud til en perlerække af dygtige, upcoming musikere i en bred genrevifte fra EDM til smørblød pop,« skriver Smukfest i et opslag på Facebook.
Det drejer sig om Akaya, annika, BOABOA, Comedy på Kærligheden, Deb Foam, DEEJADE, Downtown July, Elliot Taguchi x Tino, Elsked, Emely, Emil, Emily Bowen, FIA, HARTY, Jaxstyle, Jonah Wright, JuWehl, Kamill, KRYD, LAADS, MERRO8, Pak, Rasmus Blom, RYST, Sara Vita, South of Sundays, Tandem, The Mukherjee Development, THODE, USERS, Von Quar, WONDO, Yör og ØNDI.