Største stryger-stjerner fra hele verden giver gratis koncert
De mødes i Aarhus til Open Strings Masterclass og giver en kirkekoncert.
Aarhus får besøg af det klassiske strygerkursus Open Strings Masterclass i Hasle Sognehus og publikum vil få mulighed for at opleve internationalt kendte strygere i samspil med studerende cellister og andre strygere fra hele verden.
Open Strings Masterclass har eksisteret i 20 år og har tidligere besøgt Hasle Kirke. Det skriver organisten i en pressemeddelelse.
Open Strings blev startet i 2004 af cellist Jakob Kullberg og ledes fortsat af ham. Kurset har gennem årene været gæstet af nogle af strygerverdenens største profiler så som fx Ralph Kirshbaum, Torleif Thedeen, Gary Hoffman og barokcellisten Anner Bylsma.
Jakob Kullberg, der er opvokset i Aarhus, har ved flere lejligheder spillet i Hasle Kirke. Jakob Kullberg fordeler sin tid mellem koncerter i ind- og udland, hvor han i senere år har indspillet cellokoncerter med nogle af verdens førende orkestre så som BBC Philharmonic og Bergens Filharmoni, med et virke som celloprofessor på Royal College of Music i London.
Koncerten byder på kammermusik med små konstellationer så som strygetrio samt større nærmest orkestrale grupperinger.
Og musik af den aarhusianske komponist Niels Rønsholdt, Beethoven m.fl.
Det er tirsdag 30. juli kl. 19.30 i Hasle Sognehus, Viborgvej 158, Aarhus V. Der er fri entré.