Fortsæt til indhold

Grev Felix fylder 22 år - og går i sin storebrors fodspor

Til hverdag bor grev Felix i sin egen lejlighed i København og studerer på Copenhagen Business School. Mandag fylder prins Joachims næstældste 22 år.

Kultur og byliv
/ritzau/

Prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn har fødselsdag.

Mandag fylder grev Felix 22 år. Han kom til verden 22. juli 2002 på Rigshospitalet.

I dag bor Felix i sin egen lejlighed i København. Og i oktober sidste år startede han på uddannelsen Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

Hans storebror, grev Nikolai, der er tre år ældre, har netop færdiggjort samme uddannelse.

Det er ikke første gang, at Felix går i sin storebrors fodspor.

Efter sin studentereksamen i 2021 påbegyndte han Hærens Løjtnantuddannelse. Men knap to måneder efter besluttede Felix sig for at stoppe.

»Prins Felix stopper i militæret, fordi det simpelthen ikke ligger til ham,« sagde grevinde Alexandras presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen dengang til Billed-Bladet.

Samme melding lød tre år tidligere, da Nikolai droppede sin uddannelse på Hærens Sergentskole efter to måneder.

Ligesom sin storebror har grev Felix også gjort karriere som model. I 2022 poserede han for en smykkekollektion af Georg Jensen. Begge brødre er også tilknyttet modelbureauet Scoop Models.

I et stort interview med Billed-Bladet fortalte grevinde Alexandra i forbindelse sin 60-års fødselsdag 30. juni, at hendes to sønner er det bedste i hendes liv.

»Vi er en treenighed. Vi har oplevet meget sammen, vi laver meget sammen og deler ud af både gode og mindre gode erfaringer,« sagde hun til mediet.

De bor alle tre tæt på hinanden, og de ses ofte. Alexandra fortalte også, at begge hendes sønner er gode til at lave mad - især pastaretter - og at de tre har spillet padel sammen.

»Det er rart at kunne dyrke sport med mine sønner. De er selvfølgelig på et helt andet niveau,« sagde Alexandra til Billed-Bladet.

Hun bekræfter også, at grev Felix har fået en kæreste, og at de har været sammen i et års tid.

Det er skuespiller Mie Sofia Elers, som Felix danner par med.

Grevinde Alexandra og prins Joachim blev skilt, to et halvt år efter at Felix blev født.

Siden er Joachim blevet gift med franske Marie Cavallier, og parret har fået to børn sammen - 15-årige grev Henrik og komtesse Athena på 12 år.