Eksplosive tal bekymrer: De ansatte »er slidt op«
I 2035 vil der være 144.000 flere ældre danskere over 80 år, viser nye beregninger. For Skanderborg Kommune betyder det en stigning på 70 procent.
Om blot 10 år vil der være 45 procent flere ældre over 80 år i Danmark end der er i dag. Det svarer til 144.000 flere personer. Det viser tal fra Danmarks Statistiks fremskrivning af befolkningstallet, som FOA har beregnet.
For Skanderborg Kommune betyder det en stigning på 70 procent.
Det skriver FOA.
Mange mennesker i denne gruppe vil komme til at søge hjælp og støtte, og det stiller krav til den fremtidige kommunale ældrepleje.
»Den store stigning i ældres andel af befolkningen understreger, hvor vigtigt det er, at vi får fremtidssikret ældreområdet, så vi sætter den ældre i centrum, dropper unødigt bureaukrati og sætter personalets faglighed fri. Ellers kan vi om få år ikke levere den hjælp og pleje, vores ældre har fortjent,« siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen.
I Region Midtjylland er det Skanderborg, Horsens, Silkeborg og Odder, der vil se den største stigning i antallet af ældre med 60 procent eller mere frem mod 2035. Allerede næste år vil være seks procent flere over 80 år, hvilket svarer til over 4.000 borgere, mens der i 2035 forventes at være mere end 35.000 flere ældre over 80 år sammenlignet med i år.
Finansministeriet beregnede sidste år, at danskerne på landsplan får brug for 17.000 flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i 2035, hvis antallet skal følge aldersudviklingen.
»Det behov er i hvert fald ikke blevet mindre med den nye fremskrivning. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at holde på de dygtige social- og sundhedsansatte, vi har i dag, og på at tiltrække endnu flere. Det handler om ordentlige arbejdsforhold. Alt for mange må i dag trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de er slidt op,« siger Tanja Nielsen.