Grimfest har nu venteliste og forventer rekord-rykind
Danmarks grimmeste festival har et ambitiøst program, og billetsalget er for længst passeret det fra sidste år.
Grimfest har i år hævet ambitionerne for både musikprogrammet og publikumsoplevelsen til nye højder. Billetsalget går strygende, og det er der ifølge festivalen selv flere gode grunde til.
Sidste år var det som om, at flere genopdagede den lille festival i Brabrand. Om fredagen dukkede der omtrent 1.000 flere gæster op end forventet.
I år har Grim allerede solgt alle dagsbilletter til lørdagen samt børnebilletter. Fredagsbilletterne og samtlige billettyper til unge nærmer sig også udsolgt med hastige skridt, og selv partoutbilletterne går stærkt – sidste års billetsalgstal er for længst passeret.
Festivalens grundlægger og ejer Aage Stokholm har derfor oprettet et ventelistesystem, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
»Vi er vant til et stigende billetsalg tæt på festivalen, men i år går det ekstra stærkt, så vi er spændte på at se, hvordan det udvikler sig herfra. Det er det måske vores mest ambitiøse musikprogram nogensinde. Så vi forventer også at se mange nye, nysgerrige ansigter,« siger han.
Det absolutte es i årets musikalske pokerhånd er genforeningen af det småikoniske, folkekære og ærke-aarhusianske reggaeband BliGlad, som vender tilbage til musikscenen efter 10 års fravær.
I andre boldgader finder man feminine ikoner – Tessa, Karen Mukupa og Myrkur, som hver især vil få scenerne til at gungre. Aarhus V rapperen Baloosh, hvis karriere er eksploderet på ganske få år, sørger sammen med legendariske Veto for ekstra lokalt islæt.
Laid Back, som åbner Skovscenen torsdag eftermiddag er med deres 45 år på bagen det ældste band, Grimfest nogensinde har præsenteret. De er sammen med et par stadigt gnistrende vitale 90’er-rocknavne som Baal og Psyched Up Janis lineuppets mest erfarne ansigter.
Desuden er Skovscenen blevet sænket og udvidet, så publikum har mere plads, og de bagerste rækker har bedre udsyn. Den mindre Bonzaiscene på gårdspladsen er blevet revet helt ned og bygget op igen fra grunden, så den har optimale betingelser.
Undergrim vender tilbage med Den Store Grimme Quiz, Lill & Træbens Voksenbanko, en Lindy Hop-workshop og en ønskekoncert med Jørn Hjorting Jam, der som en live-udgave af Giro 413 i kød og blod tager imod publikums hedeste drømme via sms.
Restauranten GrimLauget, som blev etableret i 2023 i samarbejde med Spiselauget, slår atter dørene op i år. Sidste år var det så bragende en succes, at den alle aftener kunne melde fuldt hus, og derfor er der i år både frokost- og aftenmenuer
Også skaterne strømmer til Aarhus’ vilde vest. Skateducate står for en street-konkurrence og ”Splash Zone”, hvor skaterne med graciøse flyvehop afslutter løjerne med en dukkert i festivalens pool.
Endelig byder GrimFests campingområde på et nybrud: Campen bestyres i år af unge elever fra kulturuddannelsen Ravage.