Fortsæt til indhold

Borgmester er frivillig på festival: »Det giver en førstehåndsoplevelse og masser af vigtig viden«

At hjælpe til på Smukfest som frivillig giver borgmester Frands Fischer ikke bare et førstehåndsindtryk af festivalens enorme logistik, men også et dybtgående indblik i, hvad man kan skabe i fællesskab, når 17.000 frivillige løfter i flok.

Kultur og byliv

Det er ikke mange af Danmarks festivaler, der kan prale af, at den lokale borgmester er med blandt de frivillige. Frands Fischer har i flere år valgt et trække i arbejdstøjet og stille op blandt de 17.000 frivillige medhjælpere på Smukfest.

Tidligere på sommeren tilbragte han nogle intense dage i Dyrehaven, da Bøgescenerne blev bygget op og gjort klar til årets festival.

Det handler om hele den her selvforståelse, festivalen er med til at give os. En kreativ og finurlig festival med masser af humor.
Frands Fischer, borgmester

»For flere år siden var jeg frivillig i baren, der hed Nautilus. Det var skægt og meget hyggeligt, og gav mange gode snakke. Det gav også et godt indblik i, hvad Smukfest er bag kulisserne. Men det kneb med tiden, og derfor stoppede jeg som frivillig,« fortæller han.

»Da vi så for nogle år siden begyndte at arbejde med masterplanen for dyrehaven, og vi i byrådet havde masser af spørgsmål til festivalen om brugen af skoven, så tænkte jeg, at det egentlig var meget nemmere at få den forståelse af, hvad det kræver at bygge festivalen op rent logistisk, hvis jeg nu selv var med ude i skoven.«

Derfor mødte borgmesteren op i Dyrehaven, da Smukfest i 2022 for første gang skulle opbygge de nye Bøgescener.

»Jeg gik lidt rundt og kiggede på og spurgte så, om jeg ikke lige så godt kunne gå lidt til hånde, når jeg nu alligevel var der. Og på den måde blev jeg sat i sving. det gik rigtig godt, og siden har jeg været med til at bygge Bøgescenerne.«

Som borgmester har det givet ham en større forståelse for festivalen både i forhold til logistikken, behovet for at spærre skoven af og samspillet mellem de tusindvis af frivillige.

»Jeg er jo ikke sådan en helt klassisk frivillig, for jeg forsøger at skifte rundt mellem forskellige opgaver, for at få så mange indtryk som muligt. Jeg synes, det giver mig det bedste indtryk af, både hvad der er i spil i forhold til, hvordan skoven bliver begrænset i den periode, men også set i forhold til de mange frivillige, som kommer og hjælper under opbygningen og det kæmpestore logistikarbejde, der ligger i, at få det arbejde koordineret,« forklarer Frands Fischer.

»At være frivillige giver mig en førstehåndsoplevelse og en masse vigtig viden om festivalen. Jeg får den ind under huden på en helt anden måde, end jeg ikke ellers ville få. Samtidig oplever jeg hvert år, at det er vildt skægt at komme ud og snakke med de frivillige, som jo kommer fra alle mulige dele af landet.«

For Frands Fischer er der ingen tvivl om, at Smukfest har stor betydning for Skanderborg Kommune. Festivalen er Danmarks næststørst musikfestival, men i Skanderborg er det uden sammenligning den største årlige kulturelle begivenhed.

»Helt lavpraktisk betyder festivalen utrolig meget for vores lokale foreningsliv. En lang række foreninger får ved at være aktive på festivalen en økonomisk saltvandsindsprøjtning til klubkassen. Det slår ringe ud i forenings- og kulturlivet i hele kommunen på en måde, som mange nok ikke helt forstår, med mindre de selv har været aktive i foreninger, der er med på festivalen, eller tjener en mønt på den.«

Borgmesteren peger også på en anden vigtig side af festivalen.

»Det handler om hele den her selvforståelse, festivalen er med til at give os. En kreativ og finurlig festival med masser af humor. Det, synes jeg, taler virkelig godt ind i det DNA, som jeg tror, rigtig mange af dem, der bor her og er vokset om her, identificerer sig med. At sådan en festival lander her, hvor Ole Lund Kirkegaard er født, kan det være helt tilfældigt? Det tror jeg ikke.«

Endelig peger Frands Fischers på vigtigheden af, at Smukfest er foreningsdrevet og hvert år donerer en stor andel af sit overskud til velgørenhed.

»Det taler direkte ind i de værdier, som vi som kommune gerne vil fremme. Smukfest er et godt forbillede for fællesskabet og foreningslivet, som vi gerne vil støtte op om.«