Nu er datoerne klar: Se, hvornår juletræerne tændes i Favrskov
Julen er traditionernes tid. Det gælder også juletræstændingerne i Favrskov Kommune. De plejer at være tilløbsstykker.
Traditionen tro er der fælles juletræstænding i henholdsvis Hammel, Hadsten, Hinnerup og Ulstrup. I den rækkefølge tænder byerne lys de kommende tre fredage og 1. søndag i advent.
I Hammel foregår det 15. november klokken 16.30. Det foregår på pladsen for enden af Østergade med masser af julemusik og underholdning. Som sædvanlig råbes der højt efter julemanden, som kommer og hjælper med tændingen. Borgmester, Lars Storgaard, kommer i øvrigt også – han holder en lille juletale.
Når træet er tændt uddeler Hammel Handel i samarbejde med Sparekassen Kronjylland julegodteposer til alle børnene.
Hadsten
22. november klokken 17 går det så løs i Hadsten, hvor man i optog går fra Sløjfen til Hans Gadebergs Plads.
Julemanden ankommer ved Sløjfen, og med Hinnerup Garden i front går turen gennem byen.
Før træet tændes på Hans Gadebergs Plads, holder borgmesteren en juletale. Derefter uddeles slikposer til alle børn.
Hinnerup
I Hinnerup foregår julerierne på pladsen foran SuperBrugsen.
Det er 29. november klokken 17, Hinnerups juletræ bliver tændt.
Hinnerup Garden spiller, og julemanden dukker op.
Børnene kan se frem til slikposer og nissehuer.
Ulstrup
Også Ulstrup har fælles juletræstænding. Her er det en fast tradtion, at KFUM-Spejderne holder ’Jul på torvet’ med tombola, salg af juletræer og varm gløgg.
’Jul på torvet’ finder sted ved Østergade 2 første søndag i advent – 1. december – klokken 12-17. Juletræet tændes klokken 17 efter en juletale.