Populær restaurant har droppet åen: »Alt sammen til en uhørt stærk value for money«
Madklubben-restauranten er flyttet til en anden velbesøgt del af Aarhus - og nu er åbningsdagen afsløret.
Åboulevarden 7 er blevet erstattet med Jægergårdsgade.
Det er facit for Madklubbens restaurant Bermuda i Aarhus, der snart åbner på en ny lokation.
26. februar er datoen, hvor restauranten gør sit comeback i det aarhusianske, men nu hedder adressen så Jægergårdsgade 66.
Det oplyser Madklubben i en pressemeddelelse.
»Jægergårdsgade er det rette sted for Bermuda, og her tror vi på, at vi kan skabe en endnu stærkere oplevelse for vores gæster. Vi introducerer et simpelt koncept, og gør oplevelsen endnu skarpere – det bliver ret ligetil, og meget gennemført, uanset om du kommer her for at få en helaftensoplevelse eller leder efter det rette sted til drinks og snacks,« siger Thomas Oest, restauratør.
Med flytningen kommer Bermuda også til at introducere et helt nyt all-inclusive koncept under navnet ”Lost in Bermuda”, som er en smagemenu, hvor hele bordet får serveret 10 retter, der kan deles, og hvor drikke er inkluderet i menuen.
»Det sikrer en helhedsoplevelse, hvor alt er inkluderet. Menuen udvikler sig henover aftenen, og gæsterne kan læne sig tilbage og lade sig rive med ind i Bermudas verden af mad og cocktails – alt sammen til en uhørt stærk value for money, og uden at skulle tænke for meget over regningen. Alt sammen i bedste Bermuda-stil,« siger Thomas Oest.
Med den nye menu kan gæsterne få en snack og kommer til at byde på retter som grilled cheese med iberico og gruyere, yellowfin tun med shiso og tobiko, eller kejserhatte med teriyaki og trøfler.
»Udvalget i menuen vil hele tiden være i udvikling og skifte ofte, så der er nye muligheder, når man vender retur igen og igen,« lyder det i pressemeddelelsen.
Derudover kommer cocktails stadig til at spille en central rolle i restaurant-oplevelsen, oplyser Madklubben.