Fortsæt til indhold

Christian Degn er blevet far igen

Trods stærkt nedsat sædkvalitet er den høje tv-vært nu blevet far for anden gang.

Kultur og byliv

Onsdag 12. februar blev Christian Degn og Trine Johst Vammen forældre for anden gang. Det skriver tv-værten fra Randers på Facebook.

»Det er et enestående øjeblik i ens liv. Også anden gang,« siger tv-værten til Din Avis.

På Facebook fortæller han, at lillebror blev født, 22 minutter efter jordemoderen ankom til hjemmefødsel. Desuden var drengen ved fødslen 56 centimeter lang - »præcis det samme som sin far, da han kom til verden,« skriver Christian Degn.

»Storebror Vagn er pavestolt og har tilbudt lillebror sin blå yndlingssut,« skriver Christian Degn på Facebook. Privatfoto

»Trine fødte igen hjemme, og det gik megagodt. Især på grund af Trine, men også fordi fødeafdelingen i Randers var toptjekkede, og jordemoderen var virkelig dygtig både til det faglige og at træde ind i nogle andres hjem,« siger han og fortsætter:

»Samtidig giver hjemmefødsler jo en besparelse på sygehusbudgettet - ingen stue, ingen rengøring og så videre - så vi kan på alle måder kun anbefale flere seje randrusianere at føde hjemme.«

At parret nu har fået barn nummer to, er et lille mirakel, da den høje tv-vært åbent har fortalt, at han har stærkt nedsat sædkvalitet.

»At det sker to gange er fuldstændig vanvittigt. Det er ligesom i skolegården. Hvis du er er dårlig, handler det om at holde sig til de gode. Det er Trine. Det hele er hendes fortjeneste,« har han tidligere sagt til Din Avis.

»Det er et enestående øjeblik i ens liv. Også anden gang,« siger tv-værten til Din Avis. Privatfoto