Fortsæt til indhold

Denne dag sker det: Normal slår dørene op til ny butik

»Kunderne kan her se frem til musik, konkurrencer, giveaways – og masser af god stemning,« lyder det i en pressemeddelelse

Kultur og byliv

Den har været længe ventet blandt lokale borger. Nu er ventetiden snart slut. 2. april slår Normal dørene op i Storegade 20 i Hinnerup.

Den danskejede detailkæde, der sælger mærkevarer inden for personlig pleje, makeup, konfekture og husholdningsartikler, lover »et brag af en åbningsfest.«

»Kunderne kan her se frem til musik, konkurrencer, giveaways – og masser af god stemning,« lyder det i en pressemeddelelse, som fortsætter:

»Åbningsdagen er altid noget helt specielt, og en dag vi ser vanvittigt meget frem til. Hver eneste gang. Det er jo her, vi møder vores nye butiks kunder for første gang, og vi glæder os til at byde dem velkommen og give dem en rigtig god oplevelse. Ikke bare på åbningsdagen, men hver gang de besøger os,« siger Lars Bjerring, der er country manager i Normal.

Butikken i Hinnerup bliver 400 kvadratmeter stor og åbner i den del af adressen, som tidligere har indeholdt Superbrugsens markedsplads.

»Åbningen er et led i vores strategi om, at vi gerne vil være tættere på flere danskere. Vi har i en tid haft en butik i Hammel, der går fint, og det er et naturligt nyt skridt for os at åbne i Hinnerup, som er en by med over 8.000 indbyggere,« har Normals landechef, Lars Bjerring, tidligere udtalt til Din Avis Favrskov.

Der er sket lidt af en forvandling i Storegade 20. Her har 365discount nemlig også lige bygget helt om og bygget 210 kvadratmeter til.