Fortsæt til indhold

Rejsekonge med rødder på Mols køber legendarisk restaurant og hotel

Mads Bygballe – kendt skikkelse i rejsebranchen – sætter kursen mod Mols, hvor han sammen med sin partner overtager den ikoniske Molskro og det nærliggende Strandhotel.

Kultur og byliv

For bare halvanden måned siden blev Molskroen og det tilhørende strandhotel i Femmøller ved Ebeltoft sat til salg for 55 millioner kroner.

Og nu er det solgt.

Prisen er endnu ikke offentliggjort, men det er navnet på køber, som overtager det legendariske sted allerede 1. maj.

Det er parret Mads Bygballe og Lotte Enemark, Risskov, der skal overtage ejerskabet efter Henrik Frederiksen.

De har tidligere selv været ivrige gæster på kroen.

»Molskroen er en af Danmarks mest ikoniske kroer. Alt det, gæsterne elsker, skal forblive det samme: den varme gæstfrihed, den kompromisløse kvalitet og den særlige stemning, som kendetegner stedet,« siger Mads Bygballe.

Det er ingen hemmelighed, at Molskroen ikke ligefrem har været en stor overskudsforretning de senere år, men det afskrækker ikke Mads Bygballe.

»Vi tror på, vi kan lave en god forretning ud af det. Selvfølgelig går vi ikke ind i det her, hvis vi ikke så en investeringsmulighed, men vi køber først og fremmest med hjertet. Molskroen mere end en investering – det er en hjertesag,« fortæller 46-årige Mads Bygballe, som er ejer af holdingselskabet Bygballe Enemark Holding ApS, der står som køber.

Mads Bygballe er aarhusiansk erhvervsmand med rødder i rejsebranchen, hvor han blandt andet ejer Ruby Rejser og Seatravel samt er medejer og bestyrelsesformand for Travelheart Family.

Lotte Enemark er grafisk designer og medejer af kunstbutikken Kunst & Objekt i Aarhus, og parret bor sammen i Risskov.

Men de har begge en tilknytning til området omkring Molskroen.

Lokale rødder

»Både min far og farfar har boet i Ebeltoft det meste af deres liv, og det var der, eller mere præcist i Øer, at jeg var med til sammen med min far at starte min første virksomhed,« fortæller Mads Bygballe.

Også Lotte Enemark har en særlig tilknytning til området, og helt specifikt til Femmøller.

»Min mor er født på Mols, og jeg er kommet her hele mit liv. Området minder mig om ro, natur og nærvær – præcis de værdier, vi ønsker at give videre til Molskroens gæster. Min familie solgte i sin tid jorden ved Nedre Strandkær til Egil Fischer, da han grundlagde feriebyen i Femmøller, så det føles som at vende hjem,« fortæller hun.

Mads Bygballe og Lotte Enemark vil indtræde i bestyrelsen, og samtidig med salget tiltræder Sarah Evar som ny direktør.

Hun har de seneste seks år stået i spidsen for Molskroen som hotelchef og har været en central drivkraft i stedets udvikling. Med lokal forankring i Risskov og et dybt kendskab til husets historie er hun garant for kontinuitet og kvalitet.

Tidligere ejer Henrik Frederiksen overtog Molskroen i 2012 og har i sin tid investeret markant i stedet – blandt andet med opførelsen af strandhotellet i 2014.

»Jeg er en meget tilfreds mand nu,« siger han og fortsætter:

»Det har været afgørende for mig, at Molskroen bliver ført videre med respekt for historien og stedets ånd. Det er jeg helt tryg ved sker nu,« siger Henrik Frederiksen og tilføjer:

»Jeg bliver snart 81 år, så det er vel ved at være okay, at jeg trækker mig tilbage nu,« udtaler rigmanden, som primært er kendt fra Matas, sine veteranbiler og en lang perlerække af restaureringer af historiske bygninger i netop Ebeltoft-området, hvor han boede i flere år.

Michelin-kro

Molskroen har en rig historie bag sig.

Den er et resultat af, at netop arkitekt Egil Fischer i 1923 købte et stort areal med det formål at udvikle en feriedestination på den smukke og strategisk perfekte lokation tæt ved vandet og vejkrydset, der forbinder Ebeltoft med Mols og resten af Djursland.

Opførelsen af Molskroen tiltrak straks gæster fra hele landet. I 1940 brændte kroen desværre, hvorefter den blev genopbygget i samme arkitektoniske stil og med dobbelt så meget plads.

Kendte kokke såsom Jesper Koch, Wassim Hallal, Michel Michaud og Steffen Villadsen har været ansvarlige for det gastronomiske på stedet.

I dag er Rasmus Broholm køkkenchef på Molskroen, som i 2023 blev hædret med Michelin-guidens Grønne Kløver for sin bæredygtige profil.

Desuden blev kroen i 2020 kåret som ’Best Nordic Seafood Restaurant’ af 360eatguide, som anerkender spisesteder, der fremmer bæredygtig gastronomi i Norden.