Fortsæt til indhold

Aros' prestigebyggeri er stadig lukket land for aarhusianerne. Men adskillige gæster har fået særbehandling

En række aarhusianere har med en særlig tilladelse fået et smugkig i The Dome, før det er muligt at åbne den for alle.

Kultur og byliv

Mens aarhusianerne venter spændt på at opleve den i årevis omtalte The Dome a Skyspace by James Turrell ved Aros, er der en række særligt inviterede, som allerede har fået et smugkig.

Der er ud over de kongelige, EU’s topledelse og kunsteren bag værket tale om 90 aarhusianske ledere ved den årlige erhvervssammenkomst Executive Dinner. I begyndelsen af maj fik de lov at besøge The Dome, selv om den ikke er helt færdig og stadig var en form for byggeplads. Det skete på et tidspunkt, hvor planen var at åbne værket for alle inden for overskuelig fremtid.

»Vi viste dem ikke domen som et kunstværk. Det var stadig en byggeplads, og der var således ikke sat lys på. På det tidspunkt troede vi, at værket ville være færdigt i år,« forklarer Rabih Azad-Ahmad (RV), som er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus.

En konkurs blandt underleverandørerne til byggeriet har sidenhen forsinket det, så aarhusianerne må vente med at opleve det meget omtalte sted til engang i 2026.

»Det er ikke usædvanligt at invitere kommunens samarbejdspartnere på visit på vores store byggerier. Vi samarbejder om byens udvikling, og kulturen og dens tiltrækningskraft har stor betydning for byens erhvervsliv og muligheden for rekruttering,« uddyber Rabih Azad-Ahmad.

På Aarhus Kommunes Erhvervs hjemmeside står der, at topchefer fra byens større virksomheder fik et smugkig i Aarhus’ nye vartegn The Dome.

Leder af Business Aarhus Søren Boel forklarer, at Aarhus skal i gang med en ny erhvervsplan, og at der er tradition for tæt samarbejde og dialog på tværs af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige organisationer.

Netværket talte om, hvad der skal til for at få det aarhusianske erhvervsliv til at vokse, og i den forbindelse er byens kulturliv et af kommunens stærke kort.

Nogle af de først gæster i The Dome er her fotograferet i regnbuen. Kong Frederik, dronning Mary, Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen blev for nylig vist rrundt af af museets direktør, Rebecca Matthews og bestyrelsesformand Laura Hay. Foto: Nikolai Linares

Vil gerne vise det til alle

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad er ærgerlig over, at han ikke kan invitere alle aarhusianere med en tur i The Dome.

»Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at vise The Dome til alle byens borgere og til mine børn. Men det kan ikke lade sig gøre endnu, for domen er stadig under opførelse, og vi har ikke nogen ibrugtagningstilladelse. Der bliver stadig arbejdet på bygningen,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Pressechefen for Kultur og Borgerservice, Niels Buch Johannsen, oplyser, at der er skrevet en udførlig kontrakt om, hvordan alting skal foregå i forbindelse med The Dome. Der skal søges en særlig tilladelse hos James Turrell, hvis nogen skal have lov til at besøge rummet, før han har godkendt det som endeligt færdigt.

Sådan så The Dome ud ved rejsegildet i september 2023. I dag har den en helt glat og enkel overflade indeni. Arkivfoto: Emilie Toldam Futtrup

Kongen og James Turrell

For nylig var der igen to særlige grupper, som fik adgang.

Senest var det gæster i forbindelse med fejringen af Danmarks overtagelse af EU’s formandsskab 3. juli. I selskabet var blandt andre kong Frederik, dronning Mary, Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen.

De blev vist rundt på Aros, i Thew Rainbow og i The Dome af museets direktør, Rebecca Matthews og bestyrelsesformand Laura Hay.

For 10 år siden besøgte James Turrell Aros i Aarhus for at tale om The Dome a Skyspace. Han var igen på besøg i slutningen af juni men kun for at arbejde og ønskede ikke at tale med pressen. Arkivfotos: Casper Dalhoff

I slutningen af juni var den verdensberømte kunstner og manden bag The Dome a Skyspace by James Turrell selv i byen. Han var her for at arbejde med den helt afgørende lyssætning og se til sit værk.

Det gjorde han i et sluttet selskab med blandt andre ledelsen af Aros, Karin Salling som repræsentant for Salling Fondene og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad.

Lige nu er der adgang forbudt udenpå domen, fordi den mangler sit låg, og man derfor kan falde de otte meter ned i den. Et tykt lag sand skal gøre domens sider mere skrå, så den ikke bliver så stejl at gå og sidde på. Foto: Mathilde Hobolt Mortensen

Ukendt åbningsdato

Den konkursramte underleverandør til The Dome stod for låget, der skal dække hullet i toppen af kuplen. Og sådan et er ikke en standardvare.

Det skal være en del af kunstværket og skal samtidig være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

»Vi ved derfor endnu ikke, hvornår det er færdigt, og vi kender endnu ikke åbningsdagen. Der bliver først lagt en plan efter sommerferien,« forklarer Niels Buch Johannsen.