Scandia-Ekspressen har tilladelse - men kun i et halvt år
Det er syv år siden, idéen om et restauranttog i Sporbyen blev født. Nu er der endelig givet midlertidig tilladelse - men kun til udgangen af 2025.
Siden idéen om en togrestaurant i Sporbyen Scandia første gang blev luftet i 2018, har Scandia-Ekspressen udviklet sig til et af Randers’ mest sejlivede og omdiskuterede projekter.
Med ambitioner om at forvandle to gamle MR-togsæt til en unik spise- og oplevelsesrestaurant har makkerparret Peter Rasmussen og Jørgen Nielsen – med hjælp fra en gruppe frivillige, heriblandt tidligere Scandia-ansatte – kæmpet sig gennem en lang række praktiske, økonomiske og kommunale forhindringer.
Nu har Scandia-Ekspressen, der består af to togvogne, endelig fået en byggetilladelse samt en midlertidig tilladelse til at blive stående på en historisk grund i Sporbyen - præcis hvor togene blev bygget tilbage i 1970’erne. Togene til restauranten blev kørt fra Fredericia på blokvogne og har stået klar i næsten to år.
Tilladelserne kom i juni i år.
I vejen for Klimabro
Tilladelserne er makkerparret Jørgen Nielsen og Peter Rasmussen glade for. Men der er skår i glæden.
Visionen er, at togene skal danne rammen om en stationær restaurant med plads til cirka 150 gæster fordelt på en spisevogn og en selskabsvogn. Vognene er stort set færdigrenoverede indvendigt – med silketapet, flotte detaljer, elinstallationer, varme og interiør – men faciliteter som en perron bygget i fliser, et mobilt køkken og flytbare toiletter og handicapadgang mangler fortsat.
Arbejdet blev stoppet i november sidste år. Det var ejeren af grunden, Steen Jørgensen, der mindeligt bad makkerparret om det, da tilladelserne endnu ikke var på plads.
Projektet har siden begyndelsen været præget af forsinkelser. Først blev arbejdet bremset af coronanedlukninger og energikrise. Senere kom udfordringer med tilladelser, lokalplaner og usikkerhed om placeringen.
Togvognene står på et areal, der er udpeget til en kommende firesporet vej og klimabro – et centralt projekt i Randers Kommunes klimasikring.
Derfor har Scandia-Ekspressen her i juni 2025 kun fået en midlertidig tilladelse til at blive stående – indtil udgangen af 2025.
Åbningsdag usikker
Den midlertidige tilladelse er udfordringen. For det kommer til at tage lang tid at gøre klar til åbningsdagen. Og det kan være sandsynligt, at det ikke sker inden årsskiftet.
»Vi tør ikke komme med et bud på en åbningsdag, og vi har ikke turdet sætte gang i de sidste detaljer, før tilladelserne kom,« siger Peter Rasmussen.
Din Avis kan konstatere ved selvsyn, at det kommer til at tage tid at bringe alt det praktiske klar, selvom fliserne mellem de to togvogne er ved at blive lagt. De skal kunne fjernes, hvis tilladelsen ikke fortsætter efter årsskiftet. Her skal der være plads til 200 gæster, der under parasoller og ved caféborde skal kunne nyde livet, mens der måske spilles livemusik og serveres fadøl, måske Blå Thor.
Planen er, at en eller flere kokke samt serveringspersonale skal give gæsterne unikke oplevelser. Både i restaurantvognen og den anden vogn, der er tiltænkt større selskaber. Der er tænkt i finere kokkekunst i weekenden, mens de mere almindelige og billigere retter kan serveres i hverdagene.
»Men det skal kokken jo være med til at bestemme,« siger Jørgen Nielsen, der nok mest er kendt for sine mange år bag disken i den legendariske Jørgens Café på Slotspladsen. Han solgte den i 2023, og i dag hedder den Café Slotspladsen under den nye ejer.
Selv har Jørgen Nielsen skudt lidt over en million kroner i projektet, mens flere samarbejdspartnere har tilført et tilsvarende beløb, mens Peter Rasmussen også har bidraget.
Gratis parkering
Personalet er endnu ikke ansat, og makkerparret har ikke lavet jobopslagene endnu.
»Vi ved allerede, hvordan det mobile køkken ser ud. Det er fuldt indrettet og kan lave mad til 100 personer ad gangen. Det skal kobles på en af udgangene til toget, og samtidig mangler vi at få bygget personalerum, placeret de mobile toiletter og handicaptoiletter, og så skal vi have et rum til opbevaring,« fortæller de to, der er helt sikre på succes.
»Når vi kommer i gang, vil du kunne spise i de flotte togvogne og nyde historiens vingesus. Samtidig bliver der gratis parkering lige ved siden af med hundredvis af pladser. Nogle kan endda parkere under tag i en af de gamle haller. Hvilken restaurant i Randers kan tilbyde det?« lyder det retorisk fra Peter Rasmussen.