Gratis mad og koncert: Musikhusets nye restauratør holder stor åbningsfest
Musikhuset Aarhus har fået to nye restauranter.
Et nyt gastronomisk samlingspunkt for aarhusianerne.
Det er ambitionen hos Musikhuset Aarhus’ nye restauratør Martin Ib, manden bag det lokale mad-imperium MIB og nu indhaver af to restauranter i byens store kulturhus.
Her har han åbnet et såkaldt ’modern eatery’ kaldet Johan R og restauranten Maestro. Derudover har MIB-koncernen overtaget kantinedriften samt alt event, møde og backstage forplejning i Musikhuset.
Det hele bliver fejret med en stor åbningsfest for alle den 14. august fra kl. 10 og til ud på aftenen.
De første 100 gæster får en gratis bolle med ost og kaffe, og kl. 20 er der gratis koncert med Bogfinkevej og en hemmelig surprise-kunstner, fremgår det i en pressemeddelelse.
Hele dagen vil der være åbningstilbud – og frem til kl. 17.30 får man 50 pct. rabat.
Hos Johan R i stueetagen er konceptet, at der serveres nordiskinspirerede retter med sæsonens råvarer – alt fra friskbagt bagværk, smagfulde frokostklassikere, snacks og moderne brasserieretter på aftenkortet til baristaens kaffe, øl, vin og cocktails.
Hos Restaurant Maestro, der er at finde på 1. sal i Musikhusets foyer er der fokus på fine dining med raffinerede nordiske 2-5 retters sæsonmenuer og »et vinkort i særklasse«.
»JOHAN R bliver byens nye samlingssted. Den forlængede dagligstue med plads til alle. Atmosfæren er hyggelig, her er afslappet og indbydende, og menukortet favner bredt. Vi kalder det et ”modern eatery”, fordi vi kan det særlige at kombinere pulsen af kultur med en helt ny nordisk smag i Musikhuset. Dét er da moderne,« udtaler Martin Ib.
Han glæder sig til at servicere fra begge koncepter i hjertet af Aarhus i Musikhusets ikoniske omgivelser, som udvider den store aarhusianske tilstedeværelse.
»Besøg os som bager og café, frokoststedet eller din aften restaurant - vi holder åbent hele dagen og med plads til både hyggestunder, studietid, partid, mødregrupper og netværksmøder med den gode stemning og gastronomi i højsædet,« siger han.