Helt særlig film gjorde Bamsebo berømt: »Folk ringer stadig og vil bestille 'sådan en Tour de Fiss'«
Fra værkfører og pædagog til campingplads-ejere: Steen og Iben Pedersen ændrede deres liv radikalt. Nu kan de fejre 20 år som ejere af Bamsebo Camping.
Mens sæson nummer 20 er ved at gå på hæld, gør campingpladsejerne Iben og Steen Pedersen klar til at fejre sig selv på Bamsebo Camping.
20-årsjubilæet fejrer de 5. september.
»Og så går vi ellers i gang med de næste 20 år,« siger Steen Pedersen med en dialekt, der trods de mange år i Ulstrup afslører, at der her er tale om en tilflytter.
Iben og Steen Pedersen og parrets to børn boede egentlig i Brønshøj og før det på Nørrebro, før de tog den for mange vel opsigtsvækkende beslutning at købe en campingplads i den anden ende af landet.
Han var på det tidspunkt værkfører på et autoværksted, og hun var pædagog:
»Så det lå jo lige til højreskøjten, at vi skulle eje en campingplads,« lyder det fra en smilende Steen Pedersen.
»Vi var kørt trætte i den trummerum, vi var i. Som værkfører er du lidt skideballernes holdeplads, og Iben var træt af forholdene som pædagog.«
Idéen om en campingplads opstod under en campingferie i Ungarn.
»Her så vi en lejrchef, som bare lå og cyklede rundt på sin minicykel og vinkede til gæsterne. Det tiltalte mig - der var noget frihed i det,« siger Steen Pedersen, som mest havde det som sit projekt til at begynde med.
Iben kom dog med på vognen efter endnu en campingferie, nu i Kroatien. Her faldt de for roen og stemningen, og så gik jagten for alvor ind på at finde en plads i Danmark. De besluttede, at de gerne ville have en plads i Østjylland eller på Fyn.
»Det var slet ikke en stor beslutning. Vi tænkte, at de rigtige venner jo nok holder ved, og resten det tager vi, som det kommer,« siger campingfatter.
Sommerferie i januar
Hos Bamsebo Camping begynder sæsonen i maj, hvor de første kanoture starter. Midt i september dør interessen for camping så ud, og søndag i uge 39 lukker pladsen ned.
I det halve år kører campingparret på hver eneste dag. Fra morgen til aften. Dog med en pause.
»Det er luksus, at vi har fået økonomi til at få personale ind, som kan give mig fri i løbet af dagen. Fra 8-21 nonstop hver dag – det ER bare hårdt, og det kan jeg ikke mere,« siger Steen Pedersen.
Men springer nogle festglade, unge gutter eksempelvis over hegnet til svømmepølen ved midnatstid, ja så skal det jo håndteres.
Parret bor i et hus lige midt i det hele, så det kan klares med et råb henover pladsen.
Når pladsen lukker ned i september, står den på diverse vedligehold frem mod jul. Og først i januar er det så blevet tid til »sommerferie« for Iben og Steen.
»Så har vi altså også kørt på stort set hver dag i et halvt år henover sommeren,« forklarer Steen Pedersen.
Med Bamsebos placering direkte ned til Gudenåen er kanoudlejning en kæmpe del af campingpladsen og har altid været det. En fjerdedel af omsætningen står kanodelen for.
»Men alt det, som det trækker med sig, løber måske op i 80 procent af omsætningen: Altså udlejning af glamping-telte og hytter. Hvis ikke vi havde kanodelen, havde vi langt fra sådan en stor plads – som jo stadig er en lille plads i campingregi,« siger Steen Pedersen.
Bamsebo har omkring 16 ansatte i højsæsonen, 70 kanoer, 145 pladser til overnatning, derudaf er der 12 glamping-telte og 17 hytter. Pladsen råder desuden over et festlokale.
Bamsebos gæster er i langt overvejende grad danskere.
»Men det er meget blandede typer gæster. Vi markedsfører os mod alle fra 18-75 år,« siger Steen Pedersen.
En sjov film lever stadig
Når man siger Bamsebo, så er man i samme ombæring næsten nødt til at nævne ’Klovn - The Movie’. Komedien med Casper Christensen og Frank Hvam i hovedrollerne. De drager ud på ’Tour de Fiss’ fra Bamsebo Camping – med det formål at dyrke så meget sex som muligt.
Selvom filmen i dag er 15 år gammel, så giver den stadig kunder i butikken.
Det sker stadig, at nogle ringer og vil bestille »sådan en Tour de Fiss«. Hvad de ikke tænker over, er, at der i filmen er fiflet med afstanden.
»Så når de hører, hvor langt der faktisk er til Skanderborg, så dropper de det som regel igen.«
»Jeg er virkelig overrasket over, at filmen stadig lever. Det er helt vildt. Der kommer stadig teenagere, der vil have taget et billede sammen med den rigtige bamsefar – og der må jeg jo så skuffe dem. Altså jeg er jo den rigtige bamsefar, men jeg er ikke skuespilleren i filmen,« siger Steen Pedersen med et smil.
»Jeg har ofte tænkt, at nu må den da dø ud. Men det gør den ikke – det er både teenagere og voksne, som nævner Tour de Fiss. Det har givet en eksponering af vores navn, som vi ikke har kunnet betale os fra,« fortsætter den helt rigtige bamsefar.
»Hvis bare filmen havde givet samme antal overnatninger, som den har givet rent renommé-mæssigt, så havde vi haft millioner.«
Nu har I været campingpladsejere i 20 år. Hvor længe bliver I ved?
»Ja, nu har vi nået 20 år. Drømmen er ikke nødvendigvis 30 år, men så længe helbredet og lysten er til det, og vi stadig synes, det er sjovt at gå på arbejde, så bliver vi. Men det er da klart, at dåbsattesten indhenter os efterhånden.«