Snart åbner Mads Reeses Flasker: »Jeg tror, det er de højere magters mening med mig«
Mads Reese, der i næsten 10 år var en del af trekløveret i Skanderborg Vinhandel, er tilbage i Adelgade. Onsdag 1. oktober slår han dørene op og byder indenfor hos Reeses Flasker.
»Jeg glæder mig faktisk som et lille barn til at komme i gang.«
Smilet går fra øre til øre og øjnene tindrer. Selvom håndværkerne stadig er i fuld gang rundt i lokalet, og der stadig er meget, der skal tages hånd om, inden butikken er klar til at åbne 1. oktober, er det svært ikke at lade sig smitte af Mads Reeses begejstring.
Knap et år efter Skanderborg Vinhandel forlod Adelgade åbner han nu Reeses Flasker i nummer 73.
»Der er lidt sommerfugle, der basker rundt i maven, for det er en stor opgave at starte op helt fra bunden på egen hånd, men det er fa’me også fedt,« konstaterer han.
Der er så mange, der har sagt: ’Kom nu, Mads, det er da det, du skal!’ Jeg er 46 år nu, og jeg vil ikke stå om 10 år og fortryde, at jeg ikke tog chancen.Mads Reese
»Mine unger er ved at være store, og jeg står i en situation, hvor jeg har mulighed for at åbne min egen butik og prøve drengedrømmen af. Hvis det skal være, så skal det være nu. Der er så mange, der har sagt: ’Kom nu, Mads, det er da det, du skal!’ Jeg er 46 år nu, og jeg vil ikke stå om 10 år og fortryde, at jeg ikke tog chancen. Jeg tror, det er de højere magters mening med mig,« griner han.
Siden det blev kendt, at Mads var på vej til at åbne sin egen butik, er en tsunami af positive tilkendegivelser strømmet ind.
De mange point på goodwill-kontoen forbavser ikke, for han er netop kendt for sit nærvær og evne til at få kunderne til at føle sig i centrum tilbage fra sin tid som den ene tredjedel af trekløveret kendt som de tossede vinhandlere fra Skanderbronx.
»Jeg var næsten 10 år hos Jess i Skanderborg Vinhandel, men valgte ikke at flytte med, da butikken rykkede til Odder. Jeg kender ikke byen og ville ikke til at pendle hver morgen. Jeg er gammelt bysbarn her i Skanderborg. Det er her, jeg hører til.«
I en periode efter Skanderborg Vinhandel flyttede, har Mads Reese været ansat hos La Klas i Lille Nyhavn, indtil muligheden for at åbne egen butik dukkede op. Og for ham er der masser af nostalgi i det nye lokale, der nu igen skal huse en vinhandel..
»Det er faktisk en del af det gamle lokale, hvor Skanderborg Vinhandel lå, indgangen er bare rykket 10 meter længere op ad Adelgade, og det er da lidt sjovt. Men det er også her, Vagn Radio lå i de gode gamle dage, og hvor jeg købte min allerførste cd for over 30 år siden. Er man vokset op i Skanderborg, så kender man det lokale.«
Min filosofi er, at her skal det være helt nede på jorden og et sted, hvor alle føler sig velkomne og set, uanset om de køber en flaske til 75 kroner eller en til flere hundrede kroner.Mads Reese
I Reeses Flasker kan man købe vin og spiritus, og butikken får også et stort beer corner, med hollandske, belgiske og tyske øl. En ven har hjulpet ham med at lave et smalt langbord, der gør det muligt at indrette butikken med et smage-rum til de smagninger, han altid har brændt for, hvor han har mulighed for at øse ud af sin enorme viden fra et liv først som udlært tjener i restaurationsbranchen og siden gennem de mange år i vinhandlen. Naturligvis kombineret med masser af sjove historier.
»Jeg har bevidst valgt ikke at kalde det en vinhandel, men i stedet Reeses Flasker, for det skal ikke være en vinhandel i traditionel forstand. Min filosofi er, at her skal det være helt nede på jorden og et sted, hvor alle føler sig velkomne og set, uanset om de køber en flaske til 75 kroner eller en til flere hundrede kroner. Alle skal føle sig godt tilpas i min butik. Folk kommer kun igen, hvis de får en god oplevelse,« fortæller manden, der altid har mødt kunderne med et smil på læben og masser af gode anekdoter og røverhistorier oppe i ærmet.
»Det er den eneste måde, man kan konkurrere med nethandlen på. Men det er jo også sådan, det er sjovest for mig,« konstaterer han med et lille smil.
Selvom det bliver et enmandsprojekt at drive den nye butik, får Mads Reese masser af opbakning og hjælp til den nye butik. Det gælder alt lige fra at finde en god revisor til hjælp med at finde inventar til butikken, og det er han ovenud taknemlig for.
»Mine venner og mit netværk har været helt fantastiske til at bakke op og hjælpe. Jeg kunne ganske enkelt ikke gøre det uden deres støtte,« lyder det fra den nye butiksejer, der har planer om at tage en drømmeseng med og smide sig på den, når håndværkerne er færdige.
Sådan bare for rigtig at mærke drømmen gå i opfyldelse.