Fortsæt til indhold

Endless er kommet for at blive - billetsalget til 2026 er i gang

To dages musik ved havnen i Ebeltoft med især unge mennesker som publikum blev så stor en succes denne sommer, at arrangørerne allerede nu har sat billetter til salg til næste års festival.

Kultur og byliv

Festivalen ved havnen i Ebeltoft har fået navnet Endless, og måske er det netop det, den bliver.

Endeløs.

Det håber de tre unge mænd, der står bag, i hvert fald. Dette års udgave af festivalen, der fandt sted på Horisonten i slutningen af juli, har styrket dem i troen på, at den for alvor er kommet for at blive.

Da den første udgave af festivalen, som dengang havde navnet Kystfest Musikfestival, fandt sted for tre år siden, var den lille, gratis og med kun et par hundrede gæster.

I år var der næsten 4.000 gæster henover to dage, og det har givet de tre initiativtagere, Marinus Møhl, Noah Overgaard og Tobias Svensson, blod på tanden.

Fra højre er det Marinus Møhl, Noah Overgaard og Tobias Svensson, der ved dette års Endless festival var på scenen for at skrue op for stemningen. Pressefoto

»Med succesen i år tør vi godt drømme om, at Endless bliver en del af det, folk forbinder med byen. Den bliver en del af Ebeltofts sommer-DNA.«

De startede festivalen, fordi de syntes, der manglede kulturtilbud til unge i Ebeltoft.

»Mange søger mod Aarhus om sommeren, og det er en skam. Så vi ville prøve at lave noget for dem her i byen - der også kan appellere lidt bredere ud end bare de unge.«

Navnet ’Endless Sommer Festival’ er en reference til Bruce Browns surf-dokumentar fra 1966, ’Endless Summer’ - en af Marinus Møhls yndlingsfilm. Men navnet rækker også en smule ud over dét.

»Med succesen i år tør vi godt drømme om, at Endless bliver en del af det, folk forbinder med byen. Den bliver en del af Ebeltofts sommer-DNA,« lyder det håbefuldt fra de tre unge arrangører, der allerede er i gang med at arrangere næste års festival. Pressefoto

»Det kommer sig også af den der følelse, man kan få af at være til live-musik om sommeren. Den der følelse af, at sådan en sommeraften aldrig rigtig slutter, mens man står midt i det,« siger han.

Badet i ros

Med Endless-festivalen ønsker de tre arrangører at skabe noget for unge i Ebeltoft. At give dem den der følelse af en sommeraften, der aldrig rigtig slutter. Pressefoto

I år havde de tre festivalmagere valgt at skrue vældigt op for arrangementets volumen i forhold til sidste år, hvor der kun blev solgt 400 billetter.

Hovednavnet var APACHA, som denne sommer har været et af de hotteste navne på alle de helt store festivaler, og generelt var festivalens setup et helt andet.

Større og mere professionelt.

Og selv om de tre unge mænd i lokalområdet er kendt for netop deres entreprenante evner - de står bag både strandbar, ishus og madstedet ’Fisken’ på havnen - så havde de ikke prøvet at arrangere så stort et event før.

»Der var ret mange ting, vi ligesom fik styr på i allersidste øjeblik, men det hele gled glat, og vi har nærmest kun fået positive tilbagemeldinger.«

»Med succesen i år tør vi godt drømme om, at Endless bliver en del af det, folk forbinder med byen. Den bliver en del af Ebeltofts sommer-DNA,« lyder det fra de tre unge arrangører. Pressefoto

Siden den første udgave af festivalen er der skudt et boligområde op ganske få meter fra festivalområdet ved Horisonten, og der kunne derfor potentielt sagtens opstå konflikt mellem beboere og de unge mennesker.

»Der var et par kommentarer på Facebook. Jeg tror nu ikke, de kom fra nogen af dem, der bor i området hernede, men heldigvis blev de hurtigt oversvømmet af helt vildt mange positive tilkendegivelser fra folk her i byen, der synes, det er fedt, at der sker noget for unge mennesker også.«

Ifølge de tre bag Endless har flere afdelinger fra kommunen også efterfølgende og helt af sig selv henvendt sig med ros for afviklingen af festivalen og opbakning til, at den gentages.

Derfor er de også allerede i gang med at arrangere næste års festival, som fyres af fredag og lørdag i uge 30, 24.-25. juli.

Billetterne er netop blevet sat til salg, og selv om der endnu ikke er nogen navne på plakaten, så melder arrangørerne om, at der allerede er gang i salget.

Området, som festivalen holdes på, skal inden for nærmeste fremtid forvandles til en folkepark som en del af det store kystnære byudviklingsprojekt, der er undervejs i Ebeltoft.

»Fra kommunen har de sagt, at både strandbaren og festivalen bliver tænkt ind i planerne, så det er jo virkelig fedt,« lyder det fra de tre unge mænd, som i øvrigt lover, at de snart afslører de første navne til Endless 2026.

Billetter kan købes på go-syddjurs.dk.