»Det er sådan en panikalder-ting, men vi er bløde som bamser og har farmave alle sammen«
»Det var bare for at finde en mulighed for at være mere sammen og komme lidt væk hjemmefra. Vi skulle ud og føle os lidt som mænd – der ikke har råd til en Harley,« siger stifteren af ny knallertklub.
Når man starter en knallertklub, skulle man mene, at det bunder i en interesse for knallerter. Men det var ikke tilfældet for Crown Beasts Hammel, der officielt så dagens lys lige før sommerferien.
Det hele begyndte med en hurtig tanke under en fodboldkamp i fjernsynet i oktober sidste år. Det fortæller klubbens præsident og founder, Jesper Poulsen, der så kampen sammen med vicepræsidenten, Christian Meisner:
»Vi synes bare pludselig, at det kunne være pissefedt at have en gammel knallert og så lave en knallertklub. Så begyndte vi at gå og pusle med den tanke. Hvem skulle vi invitere med? Ville vi være skingrenede idioter? Vi havde jo planer om veste og alt muligt fra begyndelsen, men vi aner jo intet om knallerter – det var bare for at finde en mulighed for at være mere sammen og komme lidt væk hjemmefra,« siger præsidenten og tilføjer med et grin:
»Vi skulle ud og føle os lidt som mænd – der ikke har råd til en Harley. Det er jo sådan en panikalder-ting.«
Et lidt dumt navn
Da det så blev marts, og oldboys fodboldholdet skulle rystes sammen, blev det i form af en bestilt knallerttur i Thyborøn.
En hurtig rundspørge hos de nærmste kammerater gav en indikation på, at der kunne være grundlag for en klub.
»Og så købte vi selv lynhurtigt en knallert derefter. Det er jo blevet en mere omkostelig affære, end vi nok lige først regnede med,« siger Jesper Poulsen med et smil.
13 personer ud over præsidenten og vicepræsidenten blev inviteret med til et opstartsmøde og var automatisk medlemmer af klubben, hvis de ville.
22. juni var klubben stiftet og navnet på plads.
»Vi ville gerne have et navn, som slægtede de ”rigtige hårde hunde” på, men det måtte også gerne være lidt dumt – og så skulle det være noget, som refererer til Hammel,« siger Jesper Poulsen.
Krondyrets Broderskab, Houwling Owls og Hammels Hestekræfter var forslag, men valget faldt altså på Crown Beasts Hammel – som en fortolkning af ordet krondyr. Krondyret var på den tidligere Hammel Kommunes byvåben.
På logoet bagpå lædervesten har krondyret 14 ender for de 14, der startede klubben. De to horn i toppen symboliserer grundlæggerne Jesper Poulsen og Christian Meisner.
»Vi besluttede, at alle skulle have købt en gammel knallert senest til april næste år, og vi tænkte, at der nok kom til at gå det meste af et år, før alle var i mål, men nu er der kun tre, som mangler. Folk er bare gået helt med på det her,« siger præsidenten.
Giver tilbage
I begyndelsen af det nye år åbner klubben for at andre kan melde sig ind, så længe man har en gammel knallert og kan acceptere klubbens betingelser.
»Vi har fået mange henvendelser fra folk, som gerne vil være med. Man må gerne komme og prøve at køre nogle ture med os og se, om det er noget for én. Men vi vil gerne have, at man har en reel interesse i at deltage i vores arrangementer, hvis man skal være medlem,« siger Jesper Poulsen.
Crown Beasts Hammel har nemlig en klar holdning om at ”give tilbage”.
»Selvom vi har veste på, kører knallert og larmer lidt, så er vi jo bløde som bamser, har farmave alle sammen og vil gerne gøre noget godt for byen,« siger præsidenten, og for at undertrege, hvor ufarlige klubbens medlemmer er, tilføjer han:
»Hvis man ser en mand med rygmærke i brugsen, kan man hurtigt tænke, at han da er en helvedes til karl – men så har man ikke lige set, at vi kører på en Puch Maxi og er i butikken for at købe snolder.«
Er man medlem af klubben, forpligter man sig til at deltage i godgørende formål. Som eksempelvis, da klubben blev spurgt, om den ville udstille knallerter på Hammel Hestemarked.
»Vi troede faktisk, at folk hellere ville kigge på de traktorer, som også var der, men helt vildt mange folk kom jo hen og snakkede – specielt ældre mennesker. Så fik vi en snak om deres første knallerter og bondede over det. Det var også her en sød dame foreslog , at vi skal besøge Plejecenter Solhøj, så det er vi ved at planlægge.«
Klubbens medlemmer kommer også til at gå fra dør til dør i deres veste, når der er landsindsamling til eksempelvis Kræftens Bekæmpelse eller Scleroseforeningen.
Klubben har desuden møde cirka hver anden måned og kører en tur cirka en gang om ugen – oftest når børnene er lagt i seng.
»Så tøffer vi afsted med 45 km/t på en lang, lige række. Det er kun småture på 15-20-25 kilometer. Vi tør ikke køre længere, for vi er bange for, at knallerterne bryder sammen. Ingen af os har jo overmeget forstand på knallerter – altså jeg kan intet. Jeg sidder på kontor hele dagen – jeg kan sgu ikke finde ud af at skrue i dem.«
Turene ender som regel med en enkelt øl på bodegaen Marsk Stig i Hammel.