Fortsæt til indhold

Butik med 108 år på bagen er sat til salg: »Der MÅ være en, som har lyst til at køre den videre«

Inge Abildgaard Pedersen er klar til pension efter 41 år i Hadsten Farvehandel. Butikken, som kører godt, er derfor sat til salg.

Kultur og byliv

Tilbage i januar fyldte ejeren af Hadsten Farvehandel, Inge Abildgaard Pedersen, 70 år. I den forbindelse afslørede hun, at »pensionen lurer rundt om hjørnet.«

Hun afslørede også, at butikken derfor snart ville komme til salg.

»Jeg kan garantere, at jeg vil anstrenge mig for at få butikken solgt, før jeg går på pension. Så på et tidspunkt inden for en overskuelig fremtid bliver butikken sat til salg. Så hvis nogen har mod på og lyst til at købe en fantastisk butik, så er det altså snart,« sagde hun.

Nu er det så sket: Hadsten Farvehandel er sat til salg.

»Siden januar er beslutningen modnet, så nu skal det være. Jeg kan godt mærke siden januar, at jeg nu trænger til at lave noget andet. Jeg trænger til at bruge min energi og hjerne til noget andet end at være i butik. Jeg skal bruge min tid på min mand, mit barn og mine børnebørn. Og så skal jeg på flere ture, rejser og i teatret. Alting er jo meget gået op i butik,« siger hun og tilføjer:

»Jeg vil stadig gøre alt, hvad jeg kan for at sælge butikken. Det er vigtigt, at du skriver, at den altså ikke lukker i morgen. Jeg giver det den tid, det tager, så jeg har ikke sat en tidshorisont på.«

Hun kalder den endelige beslutning om at sætte til salg for ambivalent.

»Kunderne er det, der betyder allermest for mig, så når de siger, at de ikke kan undvære mig, tænker jeg: ’Nej, det er også rigtigt – jeg bliver her bare så.’ Men næste gang der er regnskab og det ene og det andet, tænker jeg, at jeg selvfølgelig skal holde. Så det går sådan lidt op og ned, men jeg er klar.«

Butiksejeren understreger, at butikken på ingen måde kører dårligt – tværtimod:

»Det var jo egentlig nemmere, hvis butikken gik dårligt – så kunne jeg give det skylden for at stoppe. Men den går altså godt. Den kører faktisk så godt, som den næsten aldrig har gjort før. Derfor tænker jeg også, at der MÅ være en, som har lyst til at køre det her videre. Det kan ikke passe andet,« siger hun og tilføjer:

»Lige nu bliver jeg lidt høj af alle de gode, positive meldinger fra folk, som synes, at Hadsten Farvehandel ikke kan undværes i byen. Det holder mig virkelig oppe. Jeg elsker mine kunder.«

Hadsten Farvehandel har mere end 100 år på bagen. Butikken råder i dag over cirka 470 kvadratmeter med alverdens ting: selvfølgelig malergrej, men også håndklæder, sengetøj, badekåber, masser af brugskunst, uendelige mængder hobbysager og garn. Arkivfoto: CSJ

Butik med alverdens ting

Hadsten Farvehandel har mere end 100 år på bagen. De seneste 41 år har Inge Abildgaard Pedersen været i forretningen.

Butikken råder i dag over cirka 470 kvadratmeter med alverdens ting: selvfølgelig malergrej, men også håndklæder, sengetøj, badekåber, masser af brugskunst, uendelige mængder hobbysager, og under coronaepidemien kom også garn på hylderne.

»Men der er jo ingen, der siger, at butikken skal køre videre med præcist det samme. Garn, patchwork og hobby er virkelig det, som blomstrer. Hvis jeg selv havde været 20 år yngre, så ved jeg godt, hvad jeg ville have gjort – så ville jeg have udnyttet pladsen til strikkecafé og -kurser og sådan noget,« siger Inge Abildgaard Pedersen, som dog tilføjer, at maling står for det halve af butikkens omsætning.

Hadsten Farvehandel har tre ansatte, som følger med i handlen. De har været i forretningen mellem 10 og 27 år og er alle blevet spurgt, om de vil købe. Det har ingen af dem ønsket.