Flemming og Rikke åbner gammeldags købmandsbutik
Wineboutique udvider igen, nu med cirka 100 kvadratmeter.
Om et par uger åbner Flemming Nielsen og Rikke Svanhede, indehaverne af Wineboutique på Faurskovvej lidt udenfor Hadsten, en ny afdeling på cirka 100 kvadratmeter. Dermed er det sidste hjørne af gårdens længer inddraget til butik.
Parret har ikke det nøjagtige mål, men de anslår, at der med den nye afdeling er mellem 350 og 400 kvadratmeter butik.
Siden Flemming Nielsen og Rikke Svanhede flyttede ind på gården i 2012 har Flemming drevet Wineboutique, mens Rikke dels har passet sit job som sygeplejerske og dels har drevet stutteri på ejendommen. Nu er der skruet ned for stutteriet, og hun avler ikke længere på hestene.
Gammeldags købmandsbutik
Til gengæld barsler parret med en ny afdeling i Wineboutique. I stedet for vin og spiritus indrettes den som en gammeldags købmandsbutik med alskens forskellige delikatesser og en mindre afdeling med portvin.
Genbrug går igen i alle lokaler i Wineboutiqe, og det samme gælder selvfølgelig også i den kommende afdeling. En gammel barnevogn fra cirka 1850 er fundet på Sandby Marked ved Hadsten, en af diskene er fra et stort landkøkken ved Herning, skydelågerne har Rikke fremstillet af gamle gulvbrædder fra stuehuset, og lamperne er gamle flasker, som Flemming har skåret bunden ud af. Gamle æblekasser og træhjul er også en del af indretningen.
Købmandsbutikken åbner omkring 1. november afpasset efter datterens bryllup, der netop finder sted 1. november.
Vi griner tit af, hvor forskellige, vi er. Man kan sige, at Rikke er skruetrækkeren, og jeg er proptrækkeren.Flemming Nielsen.
Startede som hyggeprojekt
Flemming Nielsen er uddannet ønolog fra vinuniversitetet i Frankrig og har været i vin- og restaurationsbranchen siden begyndelsen af 1980’erne, blandt andet som restauratør på Mols, eventmanager på Hotel Royal i Aarhus og restaurantchef på Café Faust i Aarhus.
I 2012 købte han og hustruen Rikke gården på Faurskovvej 21 for at opdrætte travheste, som er Rikkes store hobby. Wineboutique blev etableret som Flemmings lille hyggeprojekt med gode råd til venner om indkøb af vin, som konsulent for restauranter og som foredragsholder.
I 2014 indrettede de en lille vinbutik på 20 kvadratmeter i en af længerne med plads til 200 flasker samt webshop.
»Nu var det fra at være en fritidsbeskæftigelse blevet et rigtigt firma,« konstaterer Rikke.
Lige fra starten var vinsmagninger en del af konceptet. Både vin, mad og drikke var gratis. Det var både med til at gøre Wineboutique kendt og skabe goodwill, fortæller Rikke.
»Ligesom humlebien, der i princippet ikke kan flyve, var vi jo nødt til at forsøge at få den til det,« lyder det fra Flemming.
Strategien viste sig at være rigtig, og humlebien flyver godt. Det er i hvert fald gået slag i slag siden, og gårdbutikken er vokset ved små og store knopskydninger i takt med, at økonomien tillod det.
2500 billetter til næste års roséfestival
Wineboutiques arrangementer og temaaftener foregår både hjemme og ude i firmaer, forsamlingshuset etc.
En af de helt store events er den årlige roséfestival, som Flemming Nielsen og Rikke Svanhede startede op i 2021. Det første år kom der 50 gæster, sidste år var tallet steget til 700 og i år mødte cirka 1.150 vinglade gæster op på en af årets varmeste sommerdage i juni.
»Vi har fundet ud af at vi godt kan håndtere det, så i år sætter vi 2500 billetter til salg,« fortæller Flemming.
Efter nytår begynder de på næste projekt. Det er etablering af en stor terrasse, der skal være færdig til foråret og huse en iscafé med is fra Aabybro Mejeri.
»Det er stadig sjovt at drive Wineboutique. Vi glæder os, når tingene lykkes, og det gør de for det meste,« erklærer Flemming.
Andre projekter er den oplevelsespark, som parret i øjeblikket arbejder på at få tilladelse til via Den Grønne Trepart. Planen er at plante fire hektar til med træer, buske, blomster og vinstokke og lade gæster gå rundt på stier og nyde den fineste udsigt over ådalen.
Proptrækker og skruetrækker
Parret har nogle helt faste roller. Det er Flemming, der får idéerne, og Rikke, der efter en vurdering af, om de er gennemførlige og flyvedygtige, udfører dem med hjælp fra Flemming. Som regel finder hun en løsning.
»Vi er Yin og Yang. Der hvor den ene er svag, er den anden stærk, og omvendt,« siger Rikke.
»Vi griner tit af, hvor forskellige, vi er. Man kan sige, at Rikke er skruetrækkeren, og jeg er proptrækkeren,« smiler Flemming.
Han fortæller, at der er taget højde for Wineboutiques fremtid, idet en lokal investor fra 1. januar 2026 køber sig ind i virksomheden.