Fortsæt til indhold

Ejer melder ud om lukning: Håber at butikken kan fortsætte

28. februar er det definitivt slut med Bodil og Bent Pedersens ejerskab af skobutik i Hammel, men håbet er, at butikken lever videre.

Kultur og byliv

I ti år har Bodil og Bent Pedersen drevet skobutik i Hammel, men nu er det snart slut.

Mandag 20. oktober lød meldingen på forretningens Facebook-side:

»En trist beslutning for Zjoos Hammel, men butikken lukker.«

Nu melder Bent Pedersen så nærmere ud om årsagen:

»Jeg bliver 70 år næste gang, og min kone skal også på pension – det er én af grundene. Og så er detailhandlen jo også bare et hårdt marked,« siger han.

Hans store håb er dog, at forretningen slet ikke skal lukke:

»Vi vil gerne sælge. Vores store håb er, at nogen vil overtage. Jeg har hørt om en butik på Fyn, hvor flere lokale gik sammen om at overtage en butik – måske har nogle hammelborgere lyst til at køre skobutikken videre sammen.«

Lejemålet i Østergade 30 er opsagt til 28. februar, men om butikken fortsætter så længe, ved Bent Pedersen ikke.

»Det kommer helt an på, hvordan det går her i november, december og januar. Og kommer der nu en, som gerne vil købe restlageret, så er vi selvfølgelig villige til at hoppe ud før tid.«

Det svandt godt i lageret på første dag med ophørsudsalg. Her blev butikken, ifølge Bent Pedersen, helt »overrendt.«

Skobutiksejeren kalder tiden i Hammel for »en positiv tid, trods salget svinder.«

»Derfor er det selvfølgelig også lidt trist at skulle lukke.«

Ud over Zjoos i Hammel ejer Bodil og Bent Pedersen desuden Gade Sko i Ebeltoft og Zjoos i Rønde. Begge butikker fortsætter. Her er det planen, at datteren, Maiken Pedersen, skal overtage på et tidspunkt.

Flyttede i nyt i 2020

Zjoos er den tredje Hammel-butik på få måneder, som kommer med en trist udmelding:

I juni var det dametøjsbutikken Huset Meyer, der meldte ud, at butikken lukker.

I slutningen af september satte herretøjsbutikken Centrum Tøj så gang i ophørsudsalg.

Og nu gælder det altså Zjoos.

Zjoos fik sit nuværende navn tilbage i november 2023. Før det hed forretningen Skoringen.

Butikken lå oprindeligt i Tema Centret. Her overtog Jytte og Keld Kronvold butikken i 1993 – men butikken er langt ældre. Parret stoppede i april 2015, hvor Bodil og Bent Pedersen altså tog over. De havde i forvejen de to skobutikker i Rønde og Ebeltoft.

I sensommeren 2020 flyttede butikken til sin nuværende placering i Østergade 30 – i de tidligere bagerlokaler.

Dengang lød det her i avisen:

»Vi får et fantastisk lokale, som er indrettet præcis, som vi gerne vil have det. Desuden er det lidt mindre, hvilket også betyder en lidt billigere husleje. Vi glæder os til engang i august/september at kunne flytte ind i en butik, der vil føles lidt mere som vores egen, og som er fuldstændig shinet op.«

Ordene var Maiken Pedersens.

I dag er ophørsudsalget så i gang, og kunderne opfordres til at få brugt gavekort eller tilgodebevis snarest.