Fortsæt til indhold

Bodega er sat til salg: »Det er med tunge hjerter«

Efter tre år med samme ejer er Centralkroen nu sat til salg.

Kultur og byliv

1. juli 2022 kunne Laila Blak kalde sig ejer af bodegaen Centralkroen i Søndergade i Hadsten efter i flere år at have været bartender på steder.

Nu lakker hendes tid som ejer mod enden. På bodegaens Facebook-side lyder det 4. november, at Centralkroen er sat til salg.

»Kære alle. Det er med tunge hjerter, at vi desværre må meddele, at vi har valgt at sætte Centralkroen i Hadsten til salg,« indledes beskeden på siden – den fortsætter:

»Der har nu i en længere periode været nogle udfordringer med Lailas helbred, og vi er nu som familie kommet til den konklusion, at vi desværre må sætte vores fokus andre steder fremover.«

»Vi er så taknemmelige for at have tilbragt de seneste 3,5 år sammen med jer. Tak til alle, som har været en del af vores rejse.«

Virksomheden er til salg med inventar. Lokalet lejer man sig ind i.

Centralkroen er et røgfrit værtshus, som har rygekabine, tre dartskiver, to nybeklædte billardborde, stort køkken og meget andet.