Fortsæt til indhold

Folk står i kø for at købe Lailas bodega

Allerede på et halvt døgn har en hel del henvendt sig som potentielle købere af Centralkroen.

Kultur og byliv

»Jeg kommer til at savne at arbejde 20 timer om dagen. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal lave.«

Ordene kommer fra Laila Blak. Hun kommenterer på, at hun har sat bodegaen Centralkroen i Hadsten til salg. Det er ikke med Laila Blaks gode vilje, men på grund af hendes helbred.

Det har fået bodega-ejerens familie til at sige stop for hende. Hun er nemlig for stor en arbejdshest og energibombe til selv at kunne nå frem til beslutningen.

»Jeg ville bare have fortsat i 100 år mere, men jeg forstår jo godt, at de siger stop,« siger Laila Blak, der har ejet Centralkroen siden 1. juli 2022.

Hun knuselsker sin bodega, hvilket heller ikke just har gjort beslutningen nemmere:

»Det kan jeg næsten ikke overskue at udtale mig om, for jeg bliver bare så ked af det. Fordi stedet jo betyder så meget for mig. Stedet og kunderne. I tre år har jeg jo nærmest boet her – det er en kæmpe del af vores liv. Så ja, jeg er bare så ked af det.«

Midt i den triste beslutning kan hun dog glæde sig over, at rigtig mange har henvendt sig som mulige købere alene på det første halve døgn.

»Vi har fået mega mange henvendelser. Det havde vi selvfølgelig håbet på, men vi havde slet ikke regnet med så mange,« siger Laila Blak og tilføjer:

»Vores tanke er 100 procent, at Centralkroen bliver solgt. Vi vil gøre alt for at stedet ikke lukker.«

Og så understreger hun i øvrigt, at intet er ændret lige nu:

»Vi har åbent og kører videre som vi plejer – hverdagen er helt den samme.«

Virksomheden er til salg med inventar. Lokalet lejer man sig ind i.

Centralkroen er et røgfrit værtshus, som har rygekabine, tre dartskiver, to nybeklædte billardborde, stort køkken og meget andet.