Aarhus-familier har dyrket Danmarks flotteste juletræ – og nu er det klar til at pryde kendt riddersal
»Det er en kæmpe ære og et stort skulderklap til den måde vi passer vores træer på,« udtaler Anders Coppmann, der står for at passe de mange juletræer, heriblandt præmietræet.
På Hørslev Julemarked nær Harlev 12 km vest for Aarhus har man i mange år gjort sig umage med at skabe julestemning for østjyske familier.
Men i år kommer juleglæden til at række helt til København.
Det skriver det lokale julemarked i en pressemeddelelse.
For Hørslev Julemarked vandt nemlig prisen for Danmarks flotteste juletræ 2025 på Langesømessen, som er Europas største messe for juletræsproducenter.
Prisen uddeles af foreningen Danske Juletræer og bliver valgt ud fra stemmer fra messens deltagere og en jury. Med den flotte pris følger også æren af at levere juletræet til Riddersalen på Christiansborg.
Derfor tager de turen til København den 12. december og leverer træet:
»Det er en kæmpe ære og et stort skulderklap til den måde vi passer vores træer på,« udtaler Anders Coppmann, der står for at passe de mange juletræer, heriblandt præmietræet.
Hørslev Julemarked drives af tre lokale familier, og selvom de store nyheder skaber stolthed, er de stadig mest optagede af én ting: at skabe gode oplevelser for gæsterne i resten af julesæsonen.
Her er det især vigtigt at kunne have flotte og velpassede træer klar til danske familier.
»Jeg synes det er virkelig fedt at det lige netop er os der vinder prisen for det betyder at danske familier får glæde af kvalitetstræer og at det ikke bare er en producent, som sælger de flotte træer til eksport,« siger Lars Boje.
Juletræerne dyrkes på omkring 10 hektar lige vest for Aarhus, hvor de passes gennem hele deres vækstperiode, typisk 8–10 år.
Siden etableringen af Hørslev Julemarked har familierne bag det arbejdet med både juletræsproduktion og udvikling af et sæsonåbent julemarked.
Et marked, som de tre familier håber kan give en masse juleoplevelser og flotte juletræer til de østjyske stuer.
»For den slags er nu den bedste kur mod en omgang vinterdepression,« som det tredje medlem af Hørslev Julemarked, Henrik Tønning udtaler det.
Julemarkedet har åbent alle weekender i december og alle dage fra den 13. december – men »Danmarks flotteste« er altså allerede reserveret og taget.