Fortsæt til indhold

Se kortet: Her er alle Østjyllands prægtige herregårde, godser og slotte

73 slotte og herregårde i Østjylland udgør en helt central del af landsdelens historie. Find dem her og lær dele af deres omfattende historie at kende.

Kultur og byliv

De ligger spredt i det østjyske landskab – bag alléer, voldgrave og markskel. Nogle er lette at få øje på, andre gemmer sig diskret bag moderne landbrugsdrift og private skilte.

Men tilsammen udgør hele 73 slotte og herregårde i Østjylland en helt central del af landsdelens historie.

Længere nede i artiklen kan du få det samlede overblik over Østjyllands slotte og herregårde – fra de største og mest kendte slotte og godskomplekser til mindre herregårde, som mange måske passerer uden at kende historien bag.

Herregårdene er ikke bare smukke bygninger. De har i århundreder været magtcentre – økonomisk, politisk og socialt – og har sat varige spor i både landskabet og lokalsamfundene.

»Herregårdene hørte i fortiden til blandt de vigtigste institutioner i samfundet. De var hjemsted for en indflydelsesrig elite i samfundet,« forklarer Signe Boeskov, forskningschef i Dansk Center for Herregårdsforskning, der har været så venlig at lade avisen bruge centrets omfattende materiale til at udforme kort-overblikket.

Gammel Estrup i Norddjurs er en af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde og er i dag et herregårdsmuseum. Foto: Adobe Stock

Men betydningen af elitens ejendomme rakte langt ud over herskabets mure.

»De dannede et administrativt, økonomisk, kulturelt og socialt centrum for en stor gruppe af danskere – fæstebønder, tjenestefolk og landarbejdere – i de mange århundreder, hvor størstedelen af befolkningen boede på landet.«

Herregårdene var omdrejningspunktet for produktion, arbejde og styring i store dele af Danmark. De formede marksystemer, vejnet og landsbyer – og de satte tydelige aftryk på både natur og byggeri.

Ligeledes rummer de fortællingen om magt, hierarkier og ulighed. Netop derfor er de i dag vigtige historiske nøgler til at forstå livet i et lokalområde – på godt og ondt.

I dag findes der omkring 730 herregårde i Danmark, og mange af dem ligger fortsat dér, hvor jordbund og placering i sin tid gjorde dem økonomisk stærke. I Østjylland er tætheden særligt høj.

»Østjylland er et af de steder, hvor særligt områder med gode jordforhold har sikret, at herregårdene ligger tæt, og hvor nogle af landets store godskomplekser har haft rod. Langt de fleste af landets herregårde drives fortsat som landbrug og skovbrug, men nyere forretningsområder som boligudlejning, nicheproduktioner og turisme har også fået betydning,« siger Signe Boeskov.

Og for mange danskere er herregårdene også personlige.

»Herregårdene repræsenterer en række fascinerende historier for mange danskere i dag. Det gælder naturligvis historier om fortidens magt og pragt. Men for mange af os rummer de også familiehistorier, fordi vores forfædre har stået i tjeneste på herregårde eller har boet i et lokalområde, hvor herregården havde stor betydning.«

Kortet herunder giver et samlet overblik over Østjyllands slotte og herregårde – og viser, hvor tæt forbundet landsdelens historie er med adel, jord og magt. Nogle steder er åbne for offentligheden, andre fungerer fortsat som private hjem og arbejdspladser.