Borgmestre tropper op til kongelig nytårskur i kæder og kjoler
Alle landets borgmestre har for første gang modtaget en invitation til nytårskur hos kongeparret.
Alle landets borgmestre og fem regionsrådsformænd er for første gang inviteret til nytårskur hos kong Frederik og dronning Mary.
De ankom til begivenheden i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg i København mandag formiddag.
På billeder fra Amalienborg ses blandt andre Holbæks borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S), og Solrøds ditto, Emil Blücher (LA), iført den traditionelle borgmesterkæde.
Men en lang række østjyske borgmestre er også blevet fanget på vej til nytårskuren.
Hidtil har det kun været borgmestrene fra Gentofte Kommune og Frederiksberg Kommune, der har fået en invitation til nytårskuren, mens at overborgmesteren i København også inviteres til nytårstaflet, som afholdes 1. januar.
Denne gang er samtlige borgmestre inviteret. De er blevet foreviget sammen med kongeparret.
Fem regionsrådsformænd - herunder Region Midtjyllands nyvalgte formand Anders G. Christensen - er også blandt de inviterede.
Ifølge magasinet Danske Kommuner vil den afgående formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), holde tale for kongeparret på vegne af alle landets kommuner og regioner.
Nytårskuren for borgmestrene og regionsrådsformændene er mandagens anden i rækken.
Først blev der afholdt nytårskur for højesteretsdommere samt for Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.
Mandag eftermiddag afholdes der nytårskur for det diplomatiske korps.
Tirsdag afholdes der nytårskur på Christiansborg Slot for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Også det offentlige Danmark, landsorganisationer og protektioner er blandt de inviterede.
Fredag afholder dronning Margrethe nytårskur for sine protektioner i Christian IX’s Palæ på Amalienborg.
De kongeliges tradition med at holde nytårskur kan spores helt tilbage til kong Frederik III, der regerede fra 1648 til 1670.