Når dit barn flipper ud: ADHD og offentlige scener
Psykolog Lene Straarup har netop udgivet "ADHD-bogen for forældre", der giver håndgribelige råd til forældre med børn med ADHD.
Hvad gør man, når barnet flipper ud i Brugsen, og man er meget bevidst om de andre kunders forundrede og måske fordømmende blikke? Eller scener ved måltidet, ved sengetid, eller bare ind imellem … Og man ved, at barnet er presset med diagnosen ADHD.
Lene Straarups, Knebel, nye udgivelse ”ADHD-bogen for forældre” indeholder både beskrivelser af ADHD og gode råd til forældreskabet fra barnet er lille, til det flytter hjemmefra.
Sorg, skam, skyld og ensomhed
Lene Straarup er specialist i børneneuropsykologi, og det er hendes fjerde bog, der tager udgangspunkt i ADHD.
»Noget af det, der rammer mange forældre, er sorg, skam og skyld,« fortæller hun og uddyber:
»Skammen over, at ens børn ikke kan opføre sig ordentligt, sorg over, at det ikke er blevet som man selv, barnet og familien havde drømt om, og skyld over, at man måske har gjort noget forkert.«
Ensomhed er endnu en følge for mange forældre.
»Ensomhed er også, at andre ikke forstår, hvad der er på færde, hvad man er oppe imod.«
Gode råd og fakta
Lene Straarup har i sit arbejdsliv mødt talrige forældre og borgere, der har fortalt om, hvad der er svært, hvad der virker, og hvad de har brug for.
Bogen bygger dels på psykologisk viden og på disse samtaler. Den er opdelt i fire dele: Gode ting at vide, gode ting at gøre derhjemme, gode ting at gøre derude og fakta og gode råd om ADHD.
Helt essentielt er det, at man uanset børnenes alder indgår i et samarbejde med dem, understreger Lene Straarup.
»Børn har brug for forældrenes nærvær, deres leg, at man lytter til dem, og at forældrene er børnenes ambassadører. Den muntre stemning, hvor man griner sammen og har det sjovt, og det kravløse samvær, hvor børnene oplever, at de ikke kan fejle.«
Lene Straarup forklarer, at bogen både er til trøst og opbyggelse, og så er den uden svære ord. Dette er helt tilsigtet.
»Hvis man er på overarbejde i forvejen, har man ikke brug for tunge ord.«
Bogen har, siden den udkom slut november, solgt cirka 400 eksemplarer af første oplag på 600 styk, og fra forlaget meldes, at de allerede er i gang med at forberede 2. oplag.
Selvstændig praksis og konsulent
Lene Straarup har haft selvstændig psykologpraksis i Knebel siden april 2022. Hun er læreruddannet og underviste på Molsskolen i 11 år. Under de seneste fem år på Molsskolen uddannede hun sig til psykolog og blev færdig i 2001.
Herefter kom hun til PPR i Skanderborg Kommune og fra 2011 til Center for ADHD i Aarhus, som hun også var med til at opbygge. Her var hun ansat i 12 år. Centret tilbyder forældrekurser og kurser for lærere og pædagoger om inklusion af børn med ADHD. Her lavede hun også undervisningsfilm i samarbejde med Filmkompagniet.dk til lærere i indskolingen og på erhvervs- og ungdomsuddannelser om inklusion og med inspiration til at lave forandring i klasserummet.
Lene Straarup er desuden konsulent på Hornslet Skole og Ebeltoft Skole og kører en foredrags- og kursusvirksomhed, blandt andet for regionens musikskoler, efterskole og spejdergrupper, hvor temaerne som oftest er ADHD og autisme i forskellige sammenhænge.