Skal et hegn komme imellem os?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har fået en henvendelse fra en vælger, der spørger, hvad mit ståsted er i forhold til naturnationalparkens seneste kort over indhegning.
Jeg har på fornemmelsen, at vedkommendes stemme på mig afhænger af mit svar på spørgsmålet. Men jeg synes, det er svært at give et klart svar.
Da jeg stillede op til kommunalvalg første gang i 2021, var det svært at komme til at tale om andet end naturnationalparken her på Mols – og af god grund, for det berørte mange borgere, hvad der dengang blev besluttet på Christiansborg.
Jeg kan godt forstå, at det stadig vækker mange følelser og har stor betydning for borgere, der er vante til at færdes til hest eller med hund i det skønne landskab. Og jeg kan også sagtens forstå, at man kan blive skræmt af både køer og heste, som går frit i bakkerne. Og information og høringsproces omkring hegning mm. er absolut ikke imponerende.
Men naturen her, hvor vi bor, er for mig langt mere end skov, og jeg har hverken hund eller hest og er selv mest til strand, marker og det åbne land, når jeg går tur.
Min opmærksomhed er derfor mere rettet mod truslen mod vores drikkevand og fiskedød i farvandene omkring Mols og Helgenæs – allerværst i Knebel Vig.
Lokalpolitik handler for mig om alt dét, vi kan påvirke i kommunalt regi – og det er først og fremmest den borgernære velfærd, jeg for alvor brænder for og kan debattere på et fagligt niveau.
Jeg vil kæmpe for børnene og deres familiers trivsel. Et emne jeg til gengæld ved rigtig meget om som skolelærer, psykolog, familiebehandler og mormor/farmor til fem børnebørn.
Og så kæmper jeg for livet på landet og gode vilkår for alle frivillige kræfter – bl.a. ved jeg efterhånden også rigtig meget om, hvad der skal til for at genstarte en købmandsbutik!
Endelig er jeg optaget af at give ældreplejen et løft.
På Mols og Helgenæs køres der mange kilometer for at besøge gamle, som fortsat bor i eget hjem. Vi kan få behov for den offentlige omsorg, før vi aner det, og vi skal sørge for, at der er gode arbejdsvilkår og god ledelse.
Jeg har gode kolleger i den socialdemokratiske gruppe, Anita Søholm og Daniel Buttenschøn, der er eksperter på natur, naturbevaring, biodiversitet, hegning og store græssere, og som har sat sig godt ind i de forskellige problematikker. Dem lytter jeg til, for vi kan ikke alle sammen vide meget om alting, og jeg stoler på deres grundighed og troværdighed.
Mit svar på vælgerens spørgsmål om hegn vil altså være en henvisning til deres arbejde. Min egen faglighed rækker ikke til et kvalificeret svar – allerhøjest et ønske om at gøre noget godt for naturen til glæde for fremtidige generationer.