Kæmpe værk afsløret: »Jeg kunne næsten ikke være i min krop, da jeg drejede om hjørnet«
Vægmaleriet 'Vild vækst' er resultatet af to års planlægning. Flere hundrede lokale børn har bidraget.
Vi skal efterhånden nogle år tilbage, før langsiden på Hadsten Bio sidst var udsmykket, men nu prydes væggen atter af kunst. Nærmere bestemt farvestrålende, vilde blomster.
Initiativet til vægmaleriet er taget af Hadsten Billedskole. Idéen til selve værket står kunstner-parret Maria Lau-Krogh og Hasse Sandell bag, mens cirka 225 lokale børn har sat deres aftryk på udførelsen og udsmykningen i samarbejde med kunstnerne.
»Vi havde gået og kigget på den væg længe. Faktisk er det mere end to år siden, vi begyndte at snakke om, hvorvidt vi skulle sætte vores eget aftryk på byen netop dér. Det har vi så gået og brygget på siden,« siger Anne Ørskov, der er formand for bestyrelsen i Hadsten Billedskole.
Hun har i en tidligere artikel kaldt det »verdens kedeligste mur,« derfor er hun i den grad også begejstret for, at den atter er udsmykket:
»Jeg kunne næsten ikke være i min krop, da jeg drejede om hjørnet. Jeg er meget stolt. Vi er alle meget stolte. Nu har vi gået med den idé i hovedet så længe og indimellem været frustrerede, og nu er værket endelig færdigt.«
Hun fortsætter:
»Tænk at vi har sat sådan et aftryk på byen. Hvis det bliver hængende i 10-15 år, er det jo lige før, at nogle af eleverne vil kunne gå forbi med en barnevogn og sige: ’Se, det har mor været med til at lave.’«
»Jeg håber, at eleverne vil gå forbi og genfinde netop de plantedele, som de klippede ud, og at de vil være stolte af, at deres lille aftryk er blevet til noget så flot. Og jeg håber, at byens borgere vil smile og blive glade over farverne og motivvalget.«
Der er tale om en kommunal bygning, så billedskolen har fået brugsret til væggen i 10 år med mulighed for forlængelse.
Som juleaften
Da kunstneren til opgaven skulle vælges, endte pilen med at pege på parret Hasse Sandell og Maria Lau-Krogh, der har erfaring med såkaldt samskabende værker.
»Det blev vi grebet af, for vi ville gerne have så mange børn som muligt med i projektet for at give et så stort ejerskab som muligt,« siger Anne Ørskov, som også peger på kunstner-parrets brug af »klare og glade farver« som én af årsagerne til, at valget netop faldt på duoen.
I uge 43 og 44 sidste år blev værket skabt på Kollerup Mølle med hjælp fra mellemtrins-elever fra Bavnehøjskolen, Østervangskolen, Hadsten Skole og Hadbjerg Skole og eleverne fra billedskolen. To klasser fra hver skole.
Kunstnerne havde medbragt udskårne træplader formet som vilde planter. De var grundet i én farve. Eleverne fik så til opgave at tegne små plantedele over på klisterpapir.
Papiret blev klistret på træpladerne, og mens børnene stadig deltog, kørte Maria Lau-Krogh over pladerne med andre farver maling.
Derefter blev klisterpapiret fjernet.
»Og det var som juleaften for børnene at fjerne det papir, så de kunne se, hvad der åbenbarede sig nedenunder,« fortæller Anne Ørskov.
Værket har fået titlen ’Vild vækst’ – og intet er naturligvis overladt til tilfældighederne:
»I overført betydning er tanken, at man jo, ligesom planterne, kan spire, gro og komme i fuldt flor i Hadsten. Her kan man blive et fuldt formfuldendt menneske,« siger billedskoleformanden.
Værket kan allerede nu ses af alle – det er sådan set svært ikke at bemærke det, når man drejer ind på Vesselbjergvej fra Skanderborgvej – men der er først officiel fernisering 28. februar klokken 13.00 på plænen ved Hadsten Bio samt inde i Sundhedshuset.