Fortsæt til indhold

Emil Otto er klar til den helt store scene: »Jeg brænder så meget for den genre, jeg gerne vil banke støvet lidt af den«

Kunstneren fra Ry bringer film noir til Melodi Grand Prix med sangen 'Copenhagen Noir'. Sangen er inspireret af den klassiske filmgenre og har en dramatisk og filmisk produktion.

Kultur og byliv

Det er faktisk ret vildt. I årets Melodi Grand Prix er der to deltagere, der begge kommer fra Ry-egnen. Ud af otte. Det er da en ret imponerende statistik.

Den ene af de deltagende Ry-kunstnere er 31-årige Emil Otto, der skal synge sangen ’Copenhagen Noir’, som han har skrevet sammen med Marcus Winther-John og Joachim Ersgaard.

»Sangen er skrevet ud fra den her gamle filmgenre film noir, så både teksten og produktionen er meget scenematisk, filmisk og dramatisk. Det vil du også kunne se med hele showet,« fortæller han og fortsætter:

»I film noir er der en hovedkarakter - ofte en detektiv med psykiske problemer - der arbejder i Los Angeles’ mørke gader. Der er også tit en femme fatale, der har en mystisk tiltrækningskraft, og det er konceptet for sangen. Men i stedet for Los Angeles’ gader i 40’erne foregår den i København i 2026.«

Derudover handler sangen også om de kontraster, som vi mennesker har brug for.

»Vi har brug for mørket for at kunne se lyset,« siger kunstneren, der i dag bor i Aarhus.

Den anden kunstner, der kommer fra Ry, er Sander Sanchez, der deltager med sangen ’Two Spirits’.

»Vi har kendt hinanden af navn i mange år, så det er lidt vildt, at det lige er i den her sammenhæng, at vi møder hinanden for første gang,« siger Emil Otto.

Vokset op med britisk agent

Sangen ’Copenhagen Noir’ har en »James Bond-vibe«, som Emil Otto kalder det.

»Specielt en akkord til allersidst. Der er en klassisk James Bond-akkord, der spiller ind i det filmiske univers,« siger han.

Og at det lige er James Bond, som Emil Otto er inspireret af, er ikke helt tilfældigt. Han fortæller, at han er vokset op med filmserien, fordi hans far, der er trommeslager, er kæmpefan.

Hvilken James Bond-film er så din yndlings?

»Jeg er jo vokset op med, at den rigtige James Bond er Roger Moore, så den jeg nok bedst kan lide er ’Live and Let Die’. Men jeg er vokset op i den periode, hvor Pierce Brosnan var James Bond, så mit første minde er med ’Die Another Day’. Den kørte på skærmen i et fly på vej til Grækenland,« griner han.

Hvad så med titelsang?

»Det er måske lidt mainstream, men ’Skyfall’ (sunget af Adele, red.) er simpelthen så storslået. Og den der pompøse og dramatiske vibe, forsøger jeg også at få ind i ’Copenhagen Noir’,« siger han.

»Det er bare vildt«

Når det kommer til at placere deltagelsen i Melodi Grand Prix på ranglisten over udmærkelser i sin musikalske karriere, er Emil Otto hurtig til at svare.

»Det ligger højest. Det er et format, jeg aldrig har prøvet før. Det er en kæmpestor maskine, jeg er kommet ind i, og det er en helt anden størrelse scene, end jeg nogensinde har stået på,« siger han.

Det var i december, han fik at vide, han skulle være med i Dansk Melodi Grand Prix 2026.

»Jeg tror lige, der skulle gå noget tid, før det gik op for mig. Det er rimelig surrealistisk. Det er bare vildt,« siger han og fortsætter:

»Det er også et vildt felt at være en del af. Det er et stærkt lineup, og allerede nu har vi et helt vildt sammenhold os artister. Vi er på det her eventyr sammen, så det er ikke så konkurrenceagtigt. Vi vil bare gerne se hinanden shine. Men det er klart, at jeg gerne vil vinde. Ellers melder man sig ikke til det.«

Sangen 'Copenhagen Noir' er meget filmisk inspireret - blandt andet af genre film noir og James Bond. Foto: William Winther-John

Vender tingene lidt på hovedet

I forhold til at vinde Melodi Grand Prix mener Emil Otto, at hans force er, at hans sang er lidt atypisk i forhold til, hvad der normalt er med i sangkonkurrencen.

»Jeg er meget stolt over at være med til at udvide de musikalske rammer med det her nummer. Det kan både være en fordel, men det kan også være noget, der deler vandene,« siger han.

Han fortæller, at mange nok vil kende ham som jazzsanger, og det var også i den kategori, at han for nogle år siden var nomineret til en Danish Music Award.

»Det her bryder lidt med normerne for, hvad man nu gør i den genre. Jeg vil gerne give nyt liv til croonergenren, og jeg har fundet ud af, at måden at gøre det på er at træde ud af den kasse, man er sat ned i. Jeg prøver at stille mig på skuldrene af traditioner, men samtidig bygge bro ind i 2026 og gøre det lidt mere mainstream. På den måde kan jeg introducere den her type musik til lyttere, som normalt aldrig ville komme ind på den vej,« siger han og fortsætter:

»Jeg brænder så meget for den genre, så jeg vil gerne banke støvet lidt af den.«

Din Avis fangede for et par år siden Emil Otto, da han spillede på Pianobar til Smukfest. »Det at blive spillet på P8 Jazz og være nomineret til en Danish Music Award har åbnet nogle døre og er sikkert også grunden til, jeg står på dette års Smukfest,« sagde han dengang. Arkivfoto: Per Bille